Danmark tegner sig alene for en fjerdedel af alle de svindelsager på landbrugsområdet, som sidste år blev indrapporteret til EU’s antisvindelkontor, OLAF. Det fremgår af kontorets årsrapport for 2012.

Den uheldige topplacering skyldes den meget omtalte sag om såkaldt sort gødning. Her købte et stort antal danske landmænd i en årrække ulovlig gødning og sprøjtemidler gennem bagmænd.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sagerne har betydning på EU-plan, fordi ulovlig overgødskning er i strid med de europæiske krydsoverensstemmelsesregler, hvilket betyder, at det også regnes som svindel med landbrugsstøtten.

Fødevareministeriet oplyser, at samtlige 56 danske sager kan føres tilbage til den såkaldte gødningsmafia. Det høje danske antal er medvirkende til, at antallet af svindelsager på landbrugsområdet i unionen er steget med 50 procent i forhold til året inden. Kun Polen og Italien har med henholdsvis 35 og 32 sager indberettet tilnærmelsesvis lige så mange svindeltilfælde som Danmark. På en fjerdeplads kommer Ungarn med 14.

Svindel for halv milliard kroner

Ser man på pengebeløbenes størrelse, er det dog langt fra Danmark, som topper listen. I alt anslår OLAF, at der i de 56 danske sager er svindlet med EU-midler for omkring 10 millioner kroner. Til sammenligning tegner en enkelt sag fra Holland sig for over 200 millioner kroner. I alt har EU-landene indberettet svindel for en halv milliard kroner i 2012.

Antisvindelkontoret gør dog klart, at de indberettede tal ikke siger noget om, hvor meget svig med EU-midlerne der er i de enkelte lande.