Gribskov, Silkeborgskovene, Gråstenskovene, Klinteskoven på Møn og Skagen Klitplantage er bare nogle af de statsejede skove, hvor der i fremtiden bliver endnu mere vild skov. Det ligger nu fast, hvor i landet at danskerne kan se frem til ny urørt og anden biodiversitetsskov. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

I alt udlægges der over de kommende 50 år 13.800 hektar i 45 forskellige skove i det meste af Danmark. Det svarer til at beskytte cirka 13 millioner træer, så hver dansker får omkring to vilde træer i statens skove. Det er Naturpakken fra 2016, som nu mere end fordobler arealet af urørt og anden biodiversitetsskov på statens arealer til 22.800 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er den mest ambitiøse udlægning af urørt skov og anden biodiversitetsskov nogensinde i Danmark. Vi skaber store sammenhængende områder, hvor naturen får lov til at gå sin gang til glæde for blandt andet insekter og svampe. Det viser, at regeringen i den grad leverer på den grønne front. Vi giver danskerne mere vild natur i de danske skove og nye naturoplevelser med masser af gamle og rådne træer fulde af liv, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Ekstra 13.800 hektar bliver til enten urørt skov eller anden biodiversitetsskov, hvor naturen har førsteprioritet. Men det betyder ikke, at der er adgang forbudt. Som altid er der fri adgang i døgnets 24 timer på statens arealer, og det vil forsat være muligt at lave friluftsaktiviteter.

Der er i årene 2016-2019 afsat i alt 87,9 millioner kroner til indsatser vedrørende biodiversitetsskov.

Se, hvor de 45 skove ligger - klik her.