Danish Crown har afskediget CEO for DC Pork, Jesper Friis. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Jesper Friis tiltrådte for godt to år siden stillingen som ansvarlig for svinekødsproduktionen, der har en omsætning på godt 30 millarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- To år er ikke lang tid, og det er med beklagelse, at vi er nået frem til beslutningen, siger Group CEO Kjeld Johannesen, og fortsætter:

- Jesper Friis har bragt nytænkning ind i koncernen, og vi havde håbet, at vi over tid også kunne nå hinanden, når det handler om den komplekse ledelsesmæssige opgave, som omfatter mange forskellige kulturer i DC Pork, men det synes vi ikke er lykkedes, siger Kjeld Johannesen.

Han understreger, at årsagen til samarbejdets ophør hverken har baggrund i Jesper Friis' finansielle resultater eller i enkeltstående begivenheder.

I første omgang flyttes det overordnede ledelsesmæssige ansvar til Group CEO Kjeld Johannesen, men den daglige ledelse varetages af mange meget dygtige ledere i DC Pork.

- Vi vil nu tage fat på sammen med en række fagligt meget dygtige direktører at se på, hvordan vi kommer videre ? både på den korte og den lange bane, siger Kjeld Johannesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jesper Friis fratræder per 1. februar, men står til rådighed i den kommende periode.