Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Danish Agro vil samarbejde med forhandlere

Af Rasmus Dalsgaard - 29. feb. 2016 KL. 11:24

Danish Agro satser på en smidig overtagelse af Claas-mærket i Danmark, Norge og Sverige.

De danske Claas-forhandlere bliver som udgangspunkt grundstammen i Danish Agros danske forhandlernet. Opgaven er anderledes i Norge og Sverige.

- I Danmark er der en velfungerende detailstruktur med forhandlere repræsenteret i hele landet, og derfor kommer vi her mere til at koncentrere os om importørrollen og at supplere dem downstream. Det vil sige, at vi vil supportere alt det, vi kan, og drøfte fremtiden med forhandlerne, siger Christian Junker.

citat startcitat start

Maskiner er kommet for at blive, og at det skal være en østersø-strategi, så når åbningen opstår, bider vi til bolle.

- Christian Junker

citat slutcitat slut

Norge og Sverige

- I Norge forventer vi, at et pænt stort forhandlernet vil blive hos Claas - men der kommer huller på landkortet, fordi den nuværende importør, Lantmännen, har egne forretninger. Når Lantmännen stopper med udgangen af september i år skal vi håndtere de pletter på kortet, og derfor skal vi på plads med en løsning down stream meget hurtigt for at dække hele landet. Andre dele af Norge er velfungerende.

- I Sverige overtager vi ikke et forhandlernet, fordi det er Lantmännen selv, der driver forretningerne. Derfor skal vi have et totalt nyt set up i Sverige, fortæller Christian Junker.

Idéer og tanker

Hans udmelding om, hvordan fremtidens forhandlernet kommer til at se ud i de enkelte lande, er på nuværende tidspunkt kun generelle betragtninger, selv om man må antage, at Danish Agro har gjort sit hjemmearbejde og har et klart billede af, hvor koncernen gerne vil hen.

- Vi har idéer og tanker om, hvor vi skal ligge, og hvilke områder vi skal dække. Der er forskellige måder at håndtere det på. Det kan ske i samarbejde med bestående forhandlere. Eller vi kan bygge noget nyt op fra bunden - eller kombinere de to løsninger. Det vil vi vurdere i den kommende tid, siger Christian Junker.

Han nævner dog også, at der sker en betydelig strukturudvikling i landbruget og i landbrugsmaskinbranchen.

- Vi ser, at der rykkes inden for de konkrete mærker, og det har vi selvfølgelig i baghovedet, og det har også betydning for maskinforretningerne, siger han.

Tidshorisonten

Tidshorisonten for Danish Agros overtagelse af Claas i Skandinavien afhænger af, hvornår de eksisterende aftaler udløber.

- Situationen er sådan, at Claas har eksisterende kontrakter med forskelligt udløb på de enkelte markeder.

- I princippet udløber aftalen i Norge den 1. oktober i år, mens udløbet i Danmark og Sverige først er den 1. oktober 2018, siger Christian Junker og antyder med ordet "i princippet", at Danish Agro er indstillet på at kunne tage over tidligere.

- Claas indleder antageligt drøftelser med Lantmännen, men det er uden for vores kontrol. Vi ved, hvad vi juridisk har at forholde os til, og vi begynder nu at lave forberedelser med det, vi kan gøre, så vi er klar, når aftalen med os træder i kraft, siger Christian Junker.

Reservedele

En af de opgaver, der hurtigt skal findes en løsning på, er forsyningen med reservedele.

- Det skal vi hurtigt forholde os til, for vi skal opsætte vores egen reservedelsforsyning. Og på den lange bane skal vi tage stilling til, hvordan vi håndterer brugte maskiner. Men alt sammen vil foregå i et tæt samspil med forhandlerne, siger Christian Junker.

Ingen konflikt

Rent strategisk bliver Claas et fjerde mærke inden for Danish Agro, og det kan umiddelbart forekomme overraskende, da koncernen ved flere lejligheder har mere end antydet, at det ikke er ønsket at have flere forskellige mærker i porteføljen.

De øvrige nuværende mærker er John Deere, New Holland og Agco, men det er på forskellige markeder.

- Vi har kun ét mærke på hvert marked, så det giver ikke konflikt i det daglige at have flere mærker. Men færre mærker i fremtiden vil selvfølgelig gøre os i stand til at skabe bedre synergi. Vi er dog glade for vores samarbejde med alle vores nuværende partnere, og der er ingen aktuelle planer om at ændre på det, siger Christian Junker.

Derfor Claas

Han uddyber på den baggrund, hvorfor Claas alligevel kom ind under Danish Agro som et fjerde mærke:

- Der kom pludselig et ryk i Claas' situation, fordi Lantmännen valgte at satse på Agco. Desuden havde vi allerede truffet strategisk beslutning om, at vi vil satse på maskinhandel som et selvstændigt forretningsområde i Danish Agro.

- Vi mener, at der er synergi i forhold til vores øvrige forretninger, og der er størrelsesøkonomi, som vi kan omsætte til gavn for landmændene.

- Vi kom ind i maskinbranchen i 2012 i kraft af vores opkøb af grovvareselskaber, og vi omsætter for cirka to milliarder kroner årligt.

- Maskiner er kommet for at blive, og at det skal være en østersø-strategi, så når åbningen opstår, bider vi til bolle, siger Christian Junker.

Han kommenterer ikke, om der er planer om i fremtiden at udvide samarbejdet med Claas på andre markeder.

- Jeg kan blot sige, at aftalen med Claas er stor og langsigtet. Det er et strategisk samarbejde, vi er gået ind i for at forblive i, fastslår han.

Direkte med Claas

Danish Agro har forhandlet direkte med Claas om denne aftale. Christian Junker kan derfor ikke sige, om de nuværende forhandlere har været inddraget i processen.

- Vi har alene forhandlet med Claas og er ikke vidende om, hvorvidt Lantmännen eller eksisterende maskinhandlere har været orienteret om aftalen med Danish Agro, siger Christian Junker.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs artiklen på dit foretrukne medie

Læs artiklen på Tablet

Tablet

Læs artiklen på Smartphone

Smartphone

Læs artiklen på Desktop

Desktop/E-avis

Læs artiklen på Print

Print