Danish Agros syv danske foderfabrikker er netop, som de første i verden, blevet certificeret i henhold til en helt ny global ISO standard med fokus på foder- og fødevaresikkerhed. Den nye standard med det tekniske navn ISO/TS 22002-6 blev frigivet 18. april, og er blevet til ved et samlet brancheinitiativ, hvor den danske brancheorganisation for korn og foderstoffer, DAKOFO, har finansieret projektet. Standarden har til formål at gøre det endnu mere sikkert for forbrugerne at købe og bruge foder og fødevarer.

Ny standard

- Overalt i verden er der fokus på, at det skal være sikkert for forbrugerne at købe og bruge fødevarer, og at vores mad ikke må udgøre en risiko.

Charlotte Frandsen, kvalitetschef, Danish Agro

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Agros kvalitetschef, Charlotte Stamp Frandsen, siger om den nye standard.

- Foder- og fødevaresikkerhed er et stort fokusområde for Danish Agro. Vi er derfor meget tilfredse med, at vi allerede nu har fået papir på, at vi lever op til kravene i den nye foder- og fødevaresikkerhedscertificering. Overalt i verden er der fokus på, at det skal være sikkert for forbrugerne at købe og bruge fødevarer, og at vores mad ikke må udgøre en risiko. Som fodervirksomhed møder vi flere og stigende krav om at kunne dokumentere foder- og fødevaresikkerheden i vores produkter og produktion, og den nye certificering er med til at vise hvordan vi systematisk arbejder med netop dette område, siger Charlotte Frandsen.

ISO/TS 22002-6 er en såkaldt teknisk standard, hvor certificerede virksomheder på baggrund af risikoanalyser skal etablere, implementere og vedligeholde kontrolprogrammer, som skal være med til at sikre foder til dyr. Standarden er et værdifuldt værktøj i bestræbelserne på fortsat at kunne dokumentere en høj foder- og fødevaresikkerhed, og som officiel ISO-standard er den officiel standard i mere end 160 lande.