Danish Agro har netop indgået aftale med Fliegl Agrartechnik om salg af maskinproducentens produkter i de seks maskinforretninger, som Danish Agro er medejer af i Danmark.

Fliegl Agrartechnik er ifølge Danish Agro Europas største producent af transportløsninger til landbruget samt en stor udbyder af diverse redskaber til frontlæssere. Det betyder, at Fliegls produkter for fremtiden vil blive forhandlet igennem Almas Agro A/S, Vinderup Maskinforretning A/S, Traktor & Høstspecialisten A/S, A.P. Jørgensen A/S, Ringe Maskinforretning A/S samt Røstofte Maskiner A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

A.P. Jørgensen, Ringe Maskinforretning og Røstofte Maskiner har ikke tidligere forhandlet Fliegl. I forvejen har Fliegl i en årrække arbejdet sammen med Almas Maskinforretning, Vinderup Maskinforretning og Traktor & Høstspecialisten.

Ser frem til samarbejdet

- Vi er stolte over aftalen med maskinforretningerne og vi styrker vores forhandlernetværk i Danmark for fremtiden. Med disse forhandlere er vores forhandlerstruktur nu klar og tydelig. Vi har lavet aftaler med en række maskinforretninger, som er store og veldrevne og som i sin helhed klart styrker Fliegls distribution i hele Danmark. Vi ser frem til samarbejdet med alle forhandlerne og mener der igennem samarbejdet med forretningerne også bliver tydelige synergieffekter at hente forhandlerne imellem, fortæller Mikkel Gasbjerg, salgschef hos FlieglAgrartechnik.

- Dette er en positiv aftale og vi er glade for at kunne byde Fliegl velkommen I flere forretninger. Produkterne fra Fliegl er af høj kvalitet, og de har et stort program, hvoraf en del udstilles på Agromek i Herning om få uger. Også i andre lande har Danish Agro et godt samarbejde med tyske Fliegl, så dette er absolut en god udvikling, fortæller Jens Skifter, CEO for Danish Agros maskindivision