Karina Due fra Dansk Folkeparti har bedt miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om en kommentar til en henvendelse fra en kvindelig hesteejer, der bor på Lolland, til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om, at der er skabt et monopol på afhentning af døde heste:

- Jeg har haft med heste at gøre i over 40 år, og er meget ked af den retning, det trækker imod. Her i landet har Daka eneret og er de eneste, der henter døde heste. Monopolet betyder, at prisen er fordoblet til 1.900 kroner pr. hest - også for ponyer på under én meter i stang. Til sammenligning betaler landmænd cirka 700 kroner for en ko, der jo er ligeså stor, oplyser hesteejeren i sin henvendelse. 

Foldbumser

Vi har fået oplyst, at konkurrencemyndighederne ikke vil tage sagen op, selv om der er tale om en monopolagtig tilstand

- Hans Marius Jørgensen, formand for Landsudvalget for Heste

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hun anklager systemet for at føre til, at hestene ender som "foldbumser":

- Masser af annoncer med skadede/gamle og utrænede heste, der er til salg for ingen penge. Heste, der ikke kan tåle vægt på ryggen, bliver solgt for en slik, og jeg tror ikke på, at nogen køber en ubrugelig hest. Den vil blive brugt til sidste blodsdråbe. Vi har i øjeblikket to søde, gamle heste på 26 år og 24 år. Når "de herrer" skal aflives koster dyrlægen cirka 1500 kroner og afhentningen 1900 kroner. Begge vejer under 250 kg, oplyser hun.

Begravelse forbudt

Maskinbladet har talt med en ejer af et stutteri, der bekræfter oplysningerne om den dyre bortskaffelse af døde heste. Han forklarer, at det ikke er tilladt at begrave døde dyr på egen ejendom, og at mange med ældre heste for at undgå store regninger til aflivning og bortskaffelse retter henvendelse til zoologiske haver for at tilbyde deres dyr som foder til de store rovdyr som løver og tigre. Men der er faktisk ventetid på at afsætte hestene på denne måde.

Stutteriejeren oplyser videre, at prisen for at få bortskaffet en hest typisk bliver fordoblet, hvis det døde dyr stadig har sko på, og dør dyret en varm sommerdag om lørdagen og kan først hentes om mandagen, kan prisen stige yderligere, hvis dyret er begyndt at gå i forrådnelse.

Undren

Det er den internationale virksomhed SARIA Bio-Industries, som har hovedsæde i Selm i Tyskland, der har overtaget aktiemajoriteten i Daka, og kort efter fordobledes priserne for afhentning af heste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bekræfter formanden for Landsudvalget for Heste, Hans Marius Jørgensen, der siger til Maskinbladet, at han blev noget skuffet, da meldingen kom om, at det skulle koste over det dobbelte i forhold til den tidligere pris:

- Det undrer ikke mindst på baggrund af, at det er så meget dyrere at få afhentet en hest end en ko, der stort set er lige store dyr. Vi har spurgt Daka om begrundelsen for, at de hævede priserne så voldsomt, men de påstår, at det er dyrere at afhente heste, fordi det som regel kun er én ad gangen, mens der kan være flere produktionsdyr. Desuden er der mange heste på Sjælland, og alle selvdøde dyr skal transporteres til destruktion i Randers. Vi har fået oplyst, at konkurrencemyndighederne ikke vil tage sagen op, selv om der er tale om en monopolagtig tilstand, siger Hans Marius Jørgensen til Maskinbladet. Han frygter, at prisen gør, at nogle hesteejere finder på, hvad der er ulovligt, at begrave de store dyr.