Adm. direktør hos Daka i Randers Lars Krause-Kjær modtog mandag 20 ton hvalkød fra finhvalen i Vejle Fjord. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

- Hvalkødet vil blive hakket, varmebehandlet og steriliseret, og derefter vil det sandsynligvis blive til dels økologisk gødning og biodiesel. Når man forarbejder sådan et dyr, kommer der groft sagt to ting ud af det: En proteindel og en fedtdel. Proteindelen vil blive brugt til økologisk gødning og fedtdelen vil blive lavet til bio-diesel på vores fabrik i Løsning, siger Lars Krause-Kjær til avisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom hvalen med sine 20 ton er et kæmpe dyr, fylder den ikke meget i Dakas samlede produktion.

- I hele Daka har vi på årsbasis cirka 650.000 ton råvarer, så hvalen fylder ikke meget i det samlede billede, men det er da en lidt speciel ordre, siger Lars Krause-Kjær.

Han vurderer, at der vil blive omkring fem ton gødning og tre ton fedt ud af hvalen fra Vejle.