Er du svineproducent, og overvejer du at skifte fra indkøbte færdigblandinger til hjemmeblandet foder af eget korn uden at skulle investere i et dyrt hjemmeblandeanlæg, så har CR-Foderservice K.S. en konkurrencedygtig løsning. Det skriver CR-Foderservice i en pressemeddelelse.

Det kan du høre nærmere om ved at lægge vejen fordi på firmaets stand A-1254 på NutriFair.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CR-Foderservice anskaffede sit første mobile blandeanlæg i 2011. Konceptet har siden da opnået så stor popularitet blandt landmændene herhjemme, at man nu servicerer landmænd over hele landet.

To 18 tons anlæg

Firmaet har på det seneste kørt forsøg med et 18 tons anlæg. Det har været så stor en succes, at man har bestilt endnu et anlæg af samme type, som kommer i drift til efteråret. Fordelen ved at blande 18 tons foder ad gangen er, at der kan spares betydeligt på kørslen.

Udover de to 18 tons anlæg råder firmaet fra efteråret over seks 12 tons anlæg.

For at rationalisere driften mest muligt har CR-Foderservice etableret lokale depoter forskellige steder i landet til dieselbrændstof til anlæggene og sojaolie til brug i foderblandingerne. I løbet af kort tid etableres depot nummer 7 i Nordjylland.

18-40 kroner pr. 100 kg blanding

Alt efter forholdene ude hos de enkelte kunder, blandingstyper og mængder ligger blandeprisen i området 18 til 40 kroner pr. 100 kg blanding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den enkelte kunde bestemmer selv blandingens sammensætning, og den ændres kun efter aftale med kunden og dennes rådgiver. CR-Foderservice sikrer den korrekte formalingsgrad i samarbejde med kunden og i forhold til råvarernes beskaffenhed.

CR-Foderservice kommer også ud til hjemmeblandere, hvor der er udfordringer med fodertransport til andre produktionsejendomme.

I øjeblikket undersøger firmaet muligheden for også at servicere økologiske landmænd. Sidste sommer blev CR-Foderservice ISO 22000 certificeret.