Coops 1,7 million medlemmer får nu via Coop Crowdfunding mulighed for at hjælpe dansk landbrug med at blive mere økologisk og med at generationsskifte.

Coop Crowdfunding har indgået aftale med Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening om at skaffe penge til den nystiftedeDanmarks Økologiske Jordbrugsfond.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Målet er at fastholde og øge det økologiske landbrugsareal i Danmark. Gennem opkøb af jorde og gårde skal Fonden medvirke til, at det opfyldes.

Foreløbig har Fonden samlet 21,5 millioner kroner ind. Men nu bliver det muligt at købe en slags "økologiske folkeaktier" ned til 500 kroner styk for at bidrage til at sikre rene fødevarer uden pesticidrester, at bevare jordens frugtbarhed og grundvandet og at værne om biodiversiteten mv.

- Vi går ind på opfordring fra en række lokale formænd for vores butikker og brugsforeninger. Vi synes, landbruget og vi har en fælles interesse. Landbruget har en udfordring med at generationsskifte, i Coop har vi en udfordring med at få økologiske råvarer nok i fremtiden, siger projektleder Nicolai Jæpelt, Coop.

- Vi er glade for at Coop kommer med denne mulighed. Jo bredere folkelig opbakning, jo bedre mulighed for at bidrage til et systemskifte i dansk landbrug. Et skifte med større hensyn til miljøet, klimaet og naturen, siger direktør Kim Qvist, Danmarks Økologisk Jordbrugsfond.