Coop og SuperGros tvivler på fødevare-prishop
Trods hvedeprisens voldsomme stigning er der langt til de tilstande, der bød på væsentligt dyrere fødevarer i butikkerne i 2007.
Sommerens voldsomme globale prisstigninger på hvede kunne umiddelbart minde om optakten til en ny periode med væsentligt dyrere fødevarer i butikkerne, sådan som det skete i 2007. Det skriver Handelsbladet.
Men sammenlignet med sommeren 2007 er handelens indkøbere langt fra på samme måde blevet bestormet med leverandør-krav om højere priser denne gang.
Dansk Supermarked får henvendelser
Dansk Supermarked melder dog om væsentligt flere af den slags henvendelser end konkurrenterne.
- Der er meget fokus på kornpriserne lige nu, og markedet er selvfølgelig helt elektrisk, når alle taler om stigninger. Vi er blevet præsenteret for en del krav om prisstigninger, og dem forsøger vi at forhandle på bedste vis, siger Morten Petersen, indkøbsdirektør i Dansk Supermarked, til Handelsbladet.
Han har svært ved at vurdere, om der kan være en ny prisstigningsbølge på vej.
- Det kommer an på, hvor markedet bevæger sig hen. En ting er råvareprisstigninger, en anden er konkurrencesituationen på markedet, og det er en anden situation i dag end i 2007, siger Morten Petersen til bladet.
Få henvendelser hos de andre
Hos købmandsgrossisten SuperGros har man også noteret sig de markante prisstigninger på kornet, men indkøbsdirektør Per Thau ser ikke umiddelbart nogen tegn på, at det skulle komme til at smitte af på fødevarepriserne.
- Korn til fødevarebrug er ikke steget i samme omfang. Og vi har endnu ikke fået henvendelser fra leverandører, der har ønsket at hæve priserne i den anledning. Men det kan selvfølgelig komme, siger han til Handelsbladet.
En lignende besked lyder fra Coop, hvor informationsdirektør Jens Juul Nielsen dog har fundet et enkelt eksempel på en leverandør, der gerne ville have et "hvede-dyrtidstillæg".









Kommentarer
Indsend kommentar