Climmar har siden sin seneste kongres, hvor der blev diskuteret fremtidsudsigter for Europas maskinhandlere, udarbejdet et såkaldt Climmar Position Paper.

Der er tale om en plan, som tager fat på otte forhold, som Climmar forholder sig til i form af handlingsplan med organisationens bud på nødvendige initiativer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Relation til producenter

Der er ifølge Climmar et påtrængende behov for at forbedre forholdet mellem forhandlere og producenter. Eksempelvis peger Climmar på, at forhandlerkontrakter skal tilpasses særligt med henblik på at sikre forhandlere en kompensation i tilfælde af opsigelse for at skabe en bedre balance mellem pligter og rettigheder.

- Vi ser, at producenter laver store ændringer med konsekvenser for forhandlerne, som foretager store investeringer uden nogen garantier eller sikkerhed. det betyder faktisk, at mange forhandlere holder igen med udvikling af forretningerne, siger Erik Hogervorst.

- Vi vil ikke blande os i kontrakterne, som naturligt nok er forskellige fra mærke til mærke og land til land, men Climmar arbejder konkret på at få et overblik over forholdene i forskellige lande samt at udforme en tjekliste til forhandlerkontrakter, siger han.

Smart Farming

Climmar betragter Smart Farming som en stor mulighed for maskinhandlere, men mener, at der er behov for at udvikle koncepter for rådgivning og analyse af data fra Smart Farming, og at der er behov for at sikre kompatibilitet så systemer kan linkes sammen.

Blandt Climmars målsætninger i denne sammenhæng er at sikre mobildækning i alle landbrugsområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Climmar ser også Big Data som en forretningsmulighed for maskinhandlere, som kan have en rolle som uafhængig rådgiver i forhold til både landmænd og maskinproducenter.

Men hvis det skal lykkes for maskinhandlerne at spille en rolle på disse områder, mener Erik Hogervorst, at det er vigtigt, at maskinhandlerne sørger for at have kompetente medarbejdere med computer- og teknologi-indsigt.

- Måske skal maskinhandlerne ligefrem organisere det i et selvstændigt forretningsområde, siger han.

Kvalitetsstandard

Climmar vil arbejde på at kunne introducere en kvalitetsstandard, som kan bruges i alle medlemslande med det formål at opgradere forhandlernes generelle serviceniveau.

Climmar har også fokus på, hvordan maskinhandlere kan komme til at tjene flere penge på brugte maskiner. Det handler blandt andet om værdifastsættelse, finansiering, distribution og international afsætning. Climmar vil derfor nedsætte en arbejdsgruppe, som skal forberede en vifte af forretningsmodeller, der kan anvise, hvordan der kan tjenes penge på brugte maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden arbejdsgruppe skal se på, hvordan maskinhandlernes forretningsmodeller kan udvikles til at imødekomme kunders ønsker om service on demand. Climmar vil desuden øge maskinhandlernes opmærksomhed på, at der sker en hastig udvikling af efterspørgslen efter deres service.

Arbejdskraft

Udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft vil Climmar blandt andet løse ved at iværksætte en fælles marketingkampagne med søsterorganisationer, der har lignende udfordringer, som skal gøre branchen attraktiv for unge. Climmar vil også have en arbejdsgruppe til at synliggøre best practices inden for uddannelse samtidig med, at der køres videre med eksisterende uddannelsesprogrammer.

Samarbejde

Endelig vil Climmar samarbejde med en række andre relevante organisationer som eksempelvis landmændenes organisation COPA for at fremme landbrugssektorens vilkår og dermed styrke maskinhandlernes position.