Lørdag formiddag kom Vrøgum Maskinstation rigtigt uheldig af sted, da en højtipvogn efter en selvkørende finsnitter kom i kontakt med højspændingsledninger under aflæsning. Chaufføren i finsnitteren var ikke opmærksom på højspændingsledningerne, og da højtipvognen i fulde ni meters højde ramte højspændingsledningerne, begyndte finsnitteren at ryge.

- Min chauffør hoppede ud af finsnitteren, da han blev opmærksom på røgen fra dækkene. Han havde dog på daværende tidspunkt ikke set, at finsnitteren havde forbindelse til højspændingsledningerne. Da han lagde en hånd på skærebordet, fik han stød på 60.000 volt og blev kastede væk fra finsnitteren, fortæller en rystet Carsten Vestergaard, maskinstationsejer, Vrøgum Maskinstation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kæreste slap uskadt

Finsnitterchaufføren havde sin kæreste med på arbejde, og da hun så chaufføren blive kastet væk fra finsnitteren, skyndte hun sig ud af kabinen og hopper ned på jorden.

- Heldigvis gik hun ikke ned af trapperne men hoppede direkte ned på jorden, og på den måde undgik hun at få stød, fortæller Carsten Vestergaard.

Finsnitterens dæk og dækkene på højtipvognen eksploderede kort tid efter, og i løbet af kort tid udbrændt finsnitteren total.

- Chaufføren i traktoren med vogn, som finsnitteren var ved at læsse majs af til, slap også uskadt fra ulykken, forklarer Carsten Vestergaard.

Oppe på hesten igen

Carsten Vestergaard hentede sin chauffør på sygehuset i dag, og chaufføren slap fra ulykken med mindre brandsår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Han er allerede igen af sted i en indlejet finsnitter, så han er hurtigt kommet op på hesten igen, fortæller Carsten Vestergaard, som er taknemlig over ulykkens udfald.

På baggrund af ulykken var knap 1.000 husstande uden strøm i cirka en time lørdag formiddag. Ulykken fandt sted nord for Varde cirka fem kilometer fra Lyne.

Vrøgum Maskinstation råder over fem finsnitter, hvoraf to kører i majsen og en i græs på maskinstation, og to finsnittere kører og ensilere græs til tørring.