Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod folkesundheden, og sidste år døde cirka en million mennesker af infektioner, der har udviklet resistens mod antibiotikabehandling. På globalt plan anslår WHO, at dette tal vil stige til 10 millioner mennesker årligt i 2050, og dermed vil der dø flere mennesker af antibiotikaresistens end af kræft, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Derfor mener Verdensbanken, at der er behov for et internationalt forsknings- og videnscenter på området. Danmarks førende position på området har gjort, at Verdensbanken har indledt dialog med Danmark om etablering af et internationalt center i København, der skal samle viden og handling til bekæmpelse af antibiotikaresistens - både i forhold til menneskers sundhed og i husdyrproduktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil på rådsmødet i Bruxelles i dag orientere Kommissionen og andre EU-lande om det kommende center i Danmark, der blandt andet skal stå for målrettede indsatser mod antibiotikaresistens i lav- og mellemindkomstlande.

- Antibiotikaresistens er en global problemstilling, som står højt på dagsordenen i EU. En af forudsætningerne for det internationale centers succes er naturligvis, at centeret får et godt samarbejde med relevante parter. Jeg håber derfor, at mine europæiske kollegaer og Kommissionen vil tage godt imod det kommende center og ser frem til en dialog med interesserede europæiske kollegaer, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Regeringen annoncerede i november, at man har besluttet at støtte etableringen af det kommende center i Danmark, og at man er nu i dialog med andre lande, organisationer og donorer, som deler det langsigtede perspektiv, om samarbejde og medfinansiering for centret, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

- Etableringen af det internationale center i Danmark vil kræve flere samarbejdspartnere. Men med dén opbakning, som vi møder, peger det i retning af, at centret måske allerede i 2019 kan se dagens lys, siger Jakob Ellemann Jensen.

I samarbejde med blandt andet Verdensbanken, vil Danmark derfor sætte arbejdet med det internationale center i gang. Centret har fået arbejdsnavnet ICARS - International Centre of Antimicrobial Resistance Solutions - og det er netop løsninger på antibiotikaresistens, som bliver en hovedopgave for det kommende center. Det er tanken, at centeret på sigt vil kunne udvikle sig til et videnskabeligt sekretariat i stil med FN's klimapanel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark er et internationalt foregangsland når det kommer til at reducere brugen af antibiotika i husdyrproduktionen. Vores "gult kort"-ordning og fokus på behandling af syge dyr og menneskers sundhed gør os til et af de lande, der både i EU og internationalt har det laveste antibiotikaforbrug, oplyser ministeriet.