Case IH har via sin lokale distributør netop leveret de første enheder af en ordre på 138 traktorer og fire marksprøjter til tre sydafrikanske kunder, Pieter Van Zyl, PG Van Zyl og Dirk Fourie. 

De tre landmænd driver sammen 18.000 hektar med majs i Western Transvaal i den nordvestlige del af Sydafrika. Med den store maskinleverance sker der både en fornyelse og en udvidelse af de tre driftige landmænds flåde af Case IH-maskiner, som i øvrigt også rummer mejetærskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt de 138 traktorer er 60 enheder af modellen JX95 med firehjulstræk. De robuste og brugervenlige JX95’ere er udstyret med en motor på 98 hestekræfter (72 kW).

Den store traktorleverance omfatter også 50 styk Maxxum 125, der drives af en motor på 125 hestekræfter (93 kW). Maxxum 125 er i stand til at håndtere store og vidt forskellige arbejdsopgaver lige fra diverse opgaver på kvægbrug til kørsel i rækkeafgrøder og slåning af vejrabatter.

Endelig omfatter leverancen 28 styk  Magnum 340, der netop er blevet introduceret på det sydafrikanske marked. Magnum 340 gør sig med sine 340 hestekræfter (250 kW) bemærket ved sin store ydeevne. Det gør Magnum 340 til et oplagt valg for storlandbrug som det, Pieter Van Zyl, PG Van Zyl og Dirk Fourie driver.