Danskerne er vilde med økologiske æbler, bananer, gulerødder og kål. Salget af økologisk frugt og grønt er steget med 35 procent i år, ifølge tilbagemeldinger fra dagligvarekæderne. Dermed er det økologiske frugt og grønt-salg femdoblet over de seneste ti år.

- Aldrig nogensinde har der været så stort og flot et udbud af økologiske frugter og grøntsager i butikkerne. Det gør det meget sjovere og mere interessant at være økologisk forbruger. Og det har danskerne kvitteret for ved at købe endnu mere økologi, siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vurderer, at det samlede salg af økologiske varer vil vokse med cirka ti procent i år.

Kun økologisk variant

Den voldsomme efterspørgsel på økologisk frugt og grønt giver sig nu udslag i, at flere kæder vælger, at bestemte varer udelukkende findes i en økologisk variant.

Det gør sig blandt andet gældende hos Dansk Supermarked, som melder om øget salg af økologisk grønt hos både Føtex, Bilka og Netto.

- Gennem de seneste år har vi udvidet vores udvalg af økologiske varer betragteligt, og salget er fulgt med. Eksempelvis er grønkål med sin status af 'superfood' blevet afsindigt populær blandt danskerne. Vi fik den økologiske variant på hylderne for et års tid siden, hvorefter den susede forbi konventionel grønkål med raketfart. Det har vi taget konsekvensen af og udskiftet den konventionelle med økologisk grønkål, som er det eneste, vi har i dag, siger kommunikationskonsulent Maia Lindstrøm Sejersen fra Dansk Supermarked.

Fjernede ikke-økologiske varianter

Irma, som for flere år siden stoppede med at sælge konventionelle citroner, har nu også sagt farvel til de konventionelle gulerødder og bananer. Det tiltag har indtil videre medført et øget salg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi solgte næsten ingen konventionelle gulerødder og bananer, og derfor tog vi chancen og traf et valg på vegne af vores kunder. Det har de kvitteret for. Siden uge 33 har vi udelukkende solgt økologiske bananer og gulerødder i butikkerne, og det har faktisk fået salget til at stige - vel at mærke uden, at vi har sat priserne ned. Mængdemæssigt er salget af gulerødder steget med cirka 20 procent, vurderer Varechef i Irma, Steen Haubjerg.