Trods sine kun 40 år kan Thorkild Østergaard i år fejre sit 25 års jubilæum hos Ingemann Larsen A/S på Mors. Lige fra allerførste arbejdsdag har han arbejdet med service af mejetærskere, og han har en helt særlig passion for de store maskiner:

- Jeg har nok altid haft en drøm om, at hvis vi skulle giftes, så skulle vi køre i sådan en, fortæller Thorkild til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og som sagt, så gjort! Efter vielsen kørte brudeparret og deres to børn fra kirken i en New Holland CR 9.80, der var særligt pyntet til lejligheden. Mejetærskeren blev ført af brudgommen selv.

Krævede overtalelse

Thorkilds udkårne, Tina, var dog oprindeligt ikke udpræget begejstret for idéen, da Thorkild fortalte hende om den.

- Idéen blev nok modtaget med lidt blandede følelser af Tina. Hun var især i tvivl om hvordan hun skulle komme helt derop i brudekjole, og om kjolen ville blive beskidt.

Men Tina lod sig overtale, og som billederne også viser, så kom både brudepar og børn op i mejetærskeren uden problemer.

Hyldet med akshævere

Thorkilds kollegaer fra Ingemann Larsen var med til at gøre dagen ekstra festlig. De stod espalier uden for kirken med New Holland-akshævere - hvad ellers?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyd de flotte billeder, som Maskinbladet har fået fra brudeparret.