Miljøstyrelsen har givet afslag på en ansøgning om anvendelse af neonikotionoid til bejdsning af vinterrapsfrø. Baggrunden er en udtalelse fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, som på baggrund af en ny rapport vurderer, at der i det konkrete tilfælde findes et brugbart alternativ.

Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den aktuelle ansøgning handler om bekæmpelse af rapsjordlopper, hvis larver kan være et stort problem i dyrkningen af vinterraps, fordi de angriber og spiser afgrøderne. Ved at bejdse frøene gør man planten giftig for skadedyrene, hvilket forhindrer angreb.

Enkelte ansøgninger

Miljøstyrelsen vurderer hver enkelt ansøgning ud fra den konkrete anvendelse og på baggrund af den nyeste viden. Der er således tale om en stram dispensationspraksis, hvor Miljøstyrelsen grundigt og kritisk vurderer en lang række forhold, fx anvendelsestidspunkt, doseringer, mulige alternativer og mulig risiko for miljø og sundhed. I forbindelse med den aktuelle ansøgning om bejdsning af vinterraps har Institut for Agroøkologi (AGRO) ved Aarhus Universitet vurderet, om der findes alternativer og de peger på, at der kan sprøjtes med pyrethroider. Forskerne har udarbejdet en ny rapport om rapsjordlopper og konkluderer heri, at resistens mod pyrethroider ikke vil udgøre et problem for bekæmpelse i Danmark i de nærmeste år. På den baggrund anser AGRO pyrethroider som et brugbart alternativ, og Miljøstyrelsen giver derfor ikke dispensation fra forbuddet mod neonikotinoider.

EU-forbud

Siden 2013 har der været restriktioner i brugen af de tre neonikotinoider, clothianidin, imidacloprid og thiamethoxam til en række anvendelser i EU. Den 27. april i år stemte et flertal af EU-landene for et totalt forbud mod udendørs brug af de tre stoffer. Pesticidforordningen giver dog mulighed for at give dispensation i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt på grund af en fare for afgrøden, som ikke kan bekæmpes på nogen anden rimelig måde, og hvis det vurderes, at anvendelsen ikke udgør en risiko for sundhed og miljø, herunder bier. Hvis der ikke kan vises en sikker anvendelse for miljø- og sundhed, bliver der ikke givet dispensation. På den baggrund har Miljøstyrelsen tidligere givet dispensation til bejdsning af vinterraps med lave doser.

Afslaget har været i partshøring hos Seges, som har ansøgt om dispensationen på vegne af landmændene.