Twinca er en af verdens førende producenter af specialiserede maskiner til minkfarmere i ind- og udland. De er primært kendt i branchen for deres effektive fodermaskiner og strømaskiner, der kan udrustes med avancerede styringer osv. Maskinerne fås i mange størrelser, så de matcher alle minkfarmes behov.

Selvom maskinerne er ekstremt driftssikre, er der naturligvis behov for løbende service og reparationer, og disse reperationer skal Brørup Traktor- & Maskincenter nu stå for Virksomeheden har nemlig indgået en aftale om service af Twinca-minkmaskiner i det sydlige Jylland og på Fyn. Det er stærkt specialiserede maskiner, så man kan ikke bare sætte en allround-maskine ind i stedet for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor er der behov for tilkaldeservice alle ugens dage hele året. Det kan vi stå inde for. Og det skyldes primært, at vores serviceteknikere er dedikerede til deres arbejde og forstår kundernes behov for at komme videre med deres daglige arbejdsopgaver, fortæller Svend Aage Jensen, der er den ene af ejerne bag Brørup Traktor- & Maskincenter.

Maskincenteret overtog tidlige i år forhandlingen af Schäffer minilæssere og ansatte i den forbindelse Ronni Skov Christensen, der via sit servicearbejde med Schäffer allerede har hjulpet mange minkfarmere med deres Twinca-maskiner. Nu har Brørup Traktor- og Maskincenter formaliseret samarbejdet med Twinca om service og har allerede lagt de nødvendige service- og sliddele på lager i Brørup og naturligvis også i Ronnis servicebil. Svend Aage Jensen glæder sig til samarbejdet og også over at tilføje endnu et ben til sin forretning.

- Vi har et lager med moderne lagertårne, så vi kan uden problemer styre mange forskellige dele, vores kendskab til Sydjylland er stort, og vi kører allerede til en del serviceopgaver på Fyn - så når vi så oven i købet i Ronni har en interesseret og erfaren Twinca-servicetekniker, ligger det lige for at kaste sig ud i udfordringen, siger han.