Brødrene Ewers A/S udvider høstkapaciteten

Brødrene Ewers A/S vil fra den kommende høst være gearet til at modtage endnu større mængder korn i høst

kpc  03.07.12 | 13:55

Brødrene Ewers A/S har besluttet at udvide høstkapaciteten.

Kapacitetsudvidelsen sker ved at udbygge eksisterende afdelinger og etablering af ny afdeling på Fyn.

- Vi oplever en glædelig positiv udvikling på tilgangen af kunder og dermed større krav til kornmodtagelse i høst, siger direktør Hans Otto Ewers.

På afdelingerne i Hobro, Ølgod og Toftlund udvides eksisterende modtagepladser med cirka 5000 m2 asfaltplads.

- I Hobro og Ølgod, hvor Brødrene Ewers er relativ nyetablerede, er afdelingerne blevet rigtig godt modtaget af landbruget, og vi mærker en klar efterspørgsel fra landmændene, efter nye muligheder for samhandelspartnere i henholdsvis Nord og Vestjylland, siger Hans Otto Ewers.

Afdelingerne i Hobro og Ølgod vil dermed være klar til modtagelse af korn og raps fra den kommende høst.

Ny afdeling på Fyn

Brødrene Ewers har lavet en aftale om en afdeling med korn og modtagerfaciliteter i Birkum øst for Odense.

Afdelingen har tidligere fungeret som en grovvareafdeling og har alle faciliteter med brovægt, rakoraf til prøvetagning og 2000 m2 asfaltplads til aftipning af afgrøder, samt hal til opbevaring af 5000 tons korn. På Fyn har Brødr. Ewers ligeledes et samarbejde med Egeskov Gods om modtagelse af raps i høst.

Med den ekspansive udvikling Brødrene Ewers har haft på kornmodtagelsen, har det været naturligt at investere i nye og større tørrerier på afdelingerne i Sønderborg, Mommark, Toftlund og Bajstrup. De nye gasfyrede tørrerier har en samlet merkapacitet på 90 tons i timen, så der samlet kan tørres mere end 6000 tons i døgnet.

Relaterede artikler

Tags

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.