Landmænd fra den sydøstlige del af Fyn får nu bedre muligheder for at levere korn og raps, efter at korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers A/S har indgået samarbejde om kornmodtagelse med Højlundsgaard Maskinstation ved Gudme mellem Nyborg og Svendborg, skriver Brødr. Ewers i en pressemeddelelse.

Højlundsgaard har brovægt og gode faciliteter til håndtering af afgrøder, oplyser markedschef Frederik Corydon Larsen, Brødr. Ewers A/S:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker at være til stede og tilbyde fleksible løsninger, der hvor landmændene er. Vi oplever, at mange landmænd i området ønsker at levere deres afgrøder selv, og det får de nu mulighed for, siger Frederik Corydon Larsen.

- Vores nye kornmodtagelse ligger midt i et større landbrugsområde, og landmænd kan nemt køre til. Så når høsten går i gang, er vi klar til at hjælpe, siger han.

Det vil allerede fra kommende høst være muligt for de fynske landmænd at levere korn og raps til Brødr. Ewers på Højlundsgaard Maskinstation.

- Vi har gennem flere år haft et godt og velfungerende samarbejde med Højlundsgaard Maskinstation på en række områder, og vi ser frem til at øge dette samarbejde ved at kunne tilbyde modtagelse af korn og raps. Vi håber, at landmændene i området tager godt imod initiativet, og vi ser frem til at servicere vores kunder med gode modtage- og aflæsseforhold samt fleksible åbningstider, siger Frederik Corydon Larsen.

Højlundsgaard maskinstation drives af Arne Durk van der Veen som en traditionel maskinstation samt egen planteavl med korn, raps og frøgræs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brødr. Ewers A/S er Danmarks største privat ejede grovarevirksomhed med cirka 160 medarbejdere og en årlig omsætning på cirka 1,6 milliarder kroner. Ud over hovedkontoret i Sønderborg har Brødr. Ewers afdelinger fordelt rundt i Jylland, på Sjælland, samt en afdeling på Fyn i Birkum, tæt ved Odense.