30-40 procents told på smør- og blandingsprodukter og 25 procents told på grisekød. Det kan blive konsekvenserne, hvis briterne forlader EU uden en aftale, skriver Miljø- og Fødevareministerier i en pressemeddelelse.

Hvis scenariet bliver virkelighed, kan den danske fødevareindustri og de relaterede brancher i værste fald forvente en nedgang i vareeksporten på cirka 17 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har Copenhagen Economics udarbejdet en ny rapport for Miljø- og Fødevareministeriet, hvor ti af de største danske fødevarevirksomheder, som står for 80 procent af Danmarks samlede fødevareeksport til Storbritannien, bliver bedt om at pege på alternative markeder og ønsker til myndighederne.

- Virksomhederne ønsker nye handelsaftaler og promovering på attraktive markeder, og det forstår jeg godt. Jeg vil fortsætte den indsats, som regeringen har lavet for at åbne nye markeder og åbne omverdenens øjne for de gode danske fødevarer. Det har vi blandt andet gjort gennem en lang række eksportfremstød, og det vil jeg blive ved med. Vi vil bruge rapporten til at planlægge, hvordan vi fremadrettet skal prioritere vores indsats, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i pressemeddelelsen.

Det er især mejerivarer (3,7 milliarder kroner). grisekød (3,3 milliarder kroner) og fisk og skaldyr (1,5 milliarder kroner), Danmark eksporterer til briterne, og en del af de varer vil, indtil der kommer en eventuel handelsaftale med Storbritannien, skulle finde nye markeder.

- Rapporten er ikke ren dommedagslæsning, for der findes markeder i vækst, som kan matche de britiske priser. Det kan være lande som Kina, Hong Kong og Japan for mejeriprodukter og Sydkorea og Australien for grisekød. Men der er naturligvis begrænsninger på grund af transporttid for ferske varer, så det er ikke bare at omdirigere den forholdsvis store eksport til Storbritannien, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Briterne importerer 24 procent af deres fødevarer, og EU står for 71 procent af briternes import.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uanset udfaldet af brexit, vil eksport af fødevarer til Storbritannien kræve ændrede arbejdsgange for virksomhederne. Derfor er Fødevarestyrelsen også ved at ansætte flere folk til at udstede eksportcertifikater, så bacon, smør og andre produkter forsat finder vej over Nordsøen, siger Jakob Ellemann-Jensen.