Målrettet miljøregulering skal sikre fremtidens landbrug og fødevareproduktion, samtidig med at vi passer godt på miljøet, naturen og drikkevandet. Med målrettet miljøregulering sætter vi ind med ekstra miljøtiltag, der hvor der er behov for det.

Samtidig udvikles i disse år fremtidens præcisionslandbrug med ny præcisionsteknologi, der for eksempel kan udføre præcisionsgødskning, der doserer gødning forskelligt efter behov, og præcisionssprøjtning, der kun går efter at ramme det ukrudt, der skal bekæmpes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark producerer nogle af verdens bedste fødevarer. Der er stor efterspørgsel efter danske fødevarer rundt i hele verden. I 2017 har vi endda sat rekord for eksporten i fødevareklyngen.

- Erling Bonnesen (V), Miljø- og fødevareordfører

Brug af robotter vil øges. Allerede i dag kendes for eksempel automatiserede malkestalde. Også droner, førerløse traktorer, automatisering og mere digitalisering udvikles og indføres i de kommende år.

Den grønne bølge

Landbruget er også godt med på den grønne bølge. For eksempel biogas udbygges godt i disse år. Det giver bedre udnyttelse af ressourcerne. Det er et godt eksempel på grøn realisme.

Der arbejdes med flere udviklingstiltag på biofronten. For eksempel udvikler man på bioplastposer til afløsning af de eksisterende plastposer. Energipil og switchgraas er eksempler på afgrøder, der måske kan udvikles til energi- og bioformål og samtidig have en positiv effekt på energi- og klimaområdet.

Som noget helt nyt arbejdes der på gartneri- og landbrugsområdet med den nye forsøgsordning til medicinsk cannabis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verdens bedste fødevarer

Danmark producerer nogle af verdens bedste fødevarer. Der er stor efterspørgsel efter danske fødevarer rundt i hele verden. I 2017 har vi endda sat rekord for eksporten i fødevareklyngen.

Et godt eksempel på et land, der efterspørger danske fødevarer, er Kina, hvor for eksempel danske mælkeprodukter er i høj kurs. Forbrugerne, ikke kun i Kina, men mange steder i verden, er villige til at betale en merpris for de danske varer, fordi vi er kendt for høj fødevaresikkerhed, god kvalitet og dyrevelfærd.

Der er altså mange årsager til, at danske fødevarer er efterspurgte både i ind- og udland. En vigtig del af begrundelsen er, at danske landmænd er meget dygtige og yderst kompetente. Danske landmænd sætter en ære i at udføre deres arbejde på bedst mulige måde og at passe på deres dyr. Dette er en vigtig årsag til, at Danmark ikke er hjemsøgt af fødevareskandaler, således som man har set det i en række andre lande.

Samtidig har vi et meget varieret udbud af produkter. Danske landmænd kan både producere mange almindelige konventionelle fødevarer i god kvalitet til konkurrencedygtige priser, samtidig med at udbuddet af økologi, specialprodukter, nicheprodukter og lokale egnsspecialiteter stiger i takt med efterspørgslen.

Der er brug for det hele, og på den måde kan landbruget og fødevaresektoren fortsat være en vigtig og central del af dansk økonomi, beskæftigelse og eksport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regler, der giver mening

I Venstre er vi meget optaget af at sikre gode konkurrence- og rammevilkår for dansk landbrug og fødevaresektoren, som giver udviklings- og fremtidsmuligheder.

Samtidig skal vi have nogle regler, som giver mening på miljø- og naturområdet. Både vi i Venstre og landmændene selv vil naturligvis også passe godt på miljøet, naturen og drikkevandet.

Landbrug og godt miljø er ikke hinandens modsætninger. Med de rette virkemidler er der plads til begge dele. Et vigtigt middel til at sikre det er gennemførelsen af målrettet miljøregulering, hvor der tages hensyn til naturens forskellighed og følsomhed.

Indsatserne vil blive forskellige rundt i landet, afhængig af hvad der er behov for. Der bliver dermed tale om et paradigmeskifte væk fra den gamle hidtidige generelle regulering.

Der bliver flere mennesker på jordkloden og flere med stigende købekraft. Det giver et øget potentiale til produktion og eksport af flere gode danske kvalitetsfødevarer, der kan medvirke godt til beskæftigelsen og finansieringen af velfærdssamfundet i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske fødevarefortælling er en god fortælling, der forstås mange steder rundt i hele verden. Det kan vi glæde os over i det fortsatte udviklingsarbejde.