Resultatet af de mange års udvikling er selvkørende bomuldsplukkere, der kører nonstop, og som pakker det høstede bomuld i store rundballer. Ballerne vejer omkring 2,5 ton, er 2,70 meter brede og har også en diameter på 2,50 meter.

- De første maskiner til at pakke bomuld i rundballer kom på markedet i 2010, og systemet har siden været i voldsom vækst. Succesen ligger i at maskinen med den overdimensionerede rundballepresser overflødiggør en lang række arbejdsfunktioner, siger Aviv Linn, kommunikationschef, Tama Plast Plastic Industry og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Traditionel høst af bomuld sker med en selvkørende maskine med tank til opbevaring af den plukkede bomuld. Når tanken er fyldt, tippes bomulden over i specielle frakørselsvogne, som transporterer det til en mobile komprimator, der er opstillet ved marken. Efter at være komprimeret og bundet dækkes stakken med en presenning.

- Med RMW sparer vi ikke blot to-tre traktorer, en komprimator og en række medarbejdere. Vi minimerer også tab af bomuld både ved omlæsning, og når det opbevares, siger Aviv Linn.

Tama vurderer, at cirka en tredjedel af verdens bomuld i dag plukkes og presses i rundballer.

Nonstop høst

John Deere har stået for udviklingen af rundballepresseren, mens Tama har stået for udviklingen af filmen til indpakning af ballerne.

Presseren er konstrueret med et forkammer, så plukningen kan fortsætte, mens ballen pakkes ind. Bag på maskinen er der en platform, så de indpakkede baller ikke nødvendigvis skal aflægges med det sammen, men kan samles i rækker på marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I udviklingen af den specielle folie til indpakning af bomuldsballerne, har vi lagt vægt på, at indpakningen skulle vært tæt, og kunne modstå solens UV-stråler. Plasten skulle samtidig kunne modstå de fysiske påvirkninger, som ballerne udsættes for, når de håndteres, forklarer Aviv Linn.

Indpakningen består derfor af forskelige plast typer, som lægges på ballerne i den rigtige rækkefølge. Plasten er 2,80 meter bred, og når den lægges på, trækkes de ekstra centimeter rundt om ballens kanter og endeflade. Det kræver 21 meter plast at indpakke en balle, og en rulle på cirka 100 kg rækker til 24 baller.

Styr på de enkelte baller

Folien til de enkelte baller har en unik RFID kode. Koden læses af John Deere plukkeren, og under presningen af ballen dokumenteres elleve af de mest betydende data for ballen og gemmes i maskinens computer. Dokumentationen er blandt andet data på høsttidspunktet, på hvilken mark afgrøden er høsten, udbyttet, fugtighed og så videre. Identifikationen er en del af John Deere FarmSight, og data fra systemet kan efterfølgende sendes til fabrikken, som står for den videre bearbejdning af bomulden.

Klarer høsten

Tama har hovedkvarter i Kibbutz Mishmar Haemek nord for Tel Aviv. Ud over fremstilling af ballegarn, net til binding af rundballer og det specielle folie til indpakning af bomuld, drives der fra kibbutzen også landbrug og maskinstation. I maskinparken indgår der blandt andet fem John Deere 7760 bomuldsplukkere, som klarer høsten af bomuld i hele den nordlige del af Israel.