Læsere af landbrugsmedier kan ikke have undgået at have læst om BMG-konkursen og konsekvenserne af denne blandt andet for pengeinstitutter, men særligt for de berørte landmænd, der har leveret korn og andet til BMG på kredit eller betalt på forhånd for gødning og såsæd. Alligevel skal BMG-konkursen og dennes umiddelbare konsekvenser eller i hvert fald en del af konsekvenserne have nogle ord med på vejen.
Artiklen behandler ikke alle problemstillinger, der opstår ved konkurs, og er fokuseret på retsstillingen for landmænd, der har leveret på kredit til BMG. Artiklen forholder sig ikke til, hvorledes der skal forholdes, når kurator i konkursboer skal tage stilling til, om der indtrædes i tidligere gensidigt bebyrdende aftaler eller ej.
Den situation, som både landmænd og pengeinstitutter står i i forhold til BMG konkursen, var også aktuel for en halv snes år siden, da en Århus-relateret foderstofforretning var i en tilsvarende situation. I artiklen gives nogle bud på, hvorfor konkursen i første række rammer de landmænd, der var leverandører til BMG og i anden række, hvorfor konkursen også får afledte konsekvenser for de berørte landmænds pengeinstitutter. Derimod behandler artiklen ikke spørgsmålet om, hvorfor BMG blev taget under konkursbehandling ? et i sig selv interessant emne, som det blandt andet er de udpegede kuratorers opgave at afdække, herunder tage stilling til om og i givet fald mod hvem, der kan anlægges erstatningssag, og om der er belæg for politimæssig efterforskning.
Virksomhedspant
Den 1. januar 2006 trådte lov om virksomheds- og fordringspant i kraft. Loven blev vedtaget med et betydeligt folketingsflertal på baggrund af et lovoplæg udarbejdet af det på daværende tidspunkt ret nye erhvervsministerium. Oplægget, der fra flere sider fik mange kritiske ord med på vejen, resulterede i, at der blev nedsat et udvalg (virksomhedspantudvalget), der i 2005 afgav en betænkning på cirka 500 sider og med det resultat, at vi i dansk ret har haft virksomheds- og fordringspant siden 1. januar 2006.
Det særlige ved virksomhedspant er, at virksomhedspant giver mulighed for, at panthavere kan få sikkerhed i virksomheders varelagre ? det var ikke muligt før 1. januar 2006. Før 1. januar 2006 var værdien af konkursramte virksomheders varelagre frie aktiver, der blev fordelt mellem virksomhedens kreditorer med respekt af konkursordenen. Efter 1. januar 2006 bliver der kun undtagelsesvis dividende til simple kreditorer ? varekreditorer og ligende, idet provenuet ved salg af konkursramte virksomheder, herunder provenuet ved salg af varelagre, tilgår virksomhedspanthaveren.
Kritik af pant
Under debatten forud for ikrafttræden af lov om virksomheds- og fordringspant var såvel teoretikere som praktikere uenige om, hvorvidt det nye regelsæt ville være et gode eller et onde og i givet fald for hvem ? pengeinstitutterne eller disses kunder? I et indlæg i det daværende tidsskrift Lov & ret blev kritikerne af virksomhedspant betegnet som kustoder. Fortalerne for virksomhedspanteinstituttet var af den opfattelse, at der fremadrettet i større omfang end hidtil ville kunne stilles sikkerhed over for virksomheders långivere ? særligt pengeinstitutter ? med den konsekvens, at det ville være dels lettere at låne penge, dels muligt at låne penge til en lavere rentesats. Et sådant argument kan det være ganske svært at argumentere imod. Alligevel var der kritikere, og kritikken gik særligt på, at værdien af virksomhedspantet næppe ville resultere i større og billigere mulighed for finansiering. På dette punkt er der næppe tvivl om, at kritikerne så rigtigt. Det er til gengæld ikke ensbetydende med, at der ikke også vil være betydelige fordele ved virksomhedspant, men sådan er det jo også i medicinens verden ? der findes næppe en nok så god medicin, der ikke har bivirkninger.
Risikominimering
En konsekvens af virksomheds- og fordringspant har i hvert fald ? som af kritikerne forudsat ? været, at der sjældent udloddes dividende til simple kreditorer ved afslutning af konkursboer. En anden profeti, som kritikerne var inde på under den forudgående debat, var, at leverandører til virksomheder givetvis fremadrettet ville stille krav om kontant betaling eller sikkerhedsstillelse. Tiden har vist, at sådan reagerede markedet ikke. Det kan konkluderes ? ikke blot i forhold til landbrugserhvervet, men generelt ? at traditionelt har sælgere af varer ikke tillagt det nogen betydning eller i hvert fald en begrænset betydning, at køberne havde virksomhedspantsat aktiverne, hvorved sælgerne de fakto accepterede at stå tilbage med store tab, hvis køberne ikke kunne betale. Praksis har vist, at de muligheder, der står varesælgere til rådighed for at begrænse tabet, kun i beskedent omfang har været anvendt, både inden for landbrugserhvervet og generelt, nemlig
1) Salg med ejendomsforbehold
2) Sikring via løsørepant
3) Sikring via virksomhedspant
4) Pengeinstitutgaranti eller
5) Kontant betaling.
Når der er tale om ikke-identificerbare varer (eksempelvis korn og ligende) modsat identificerbare varer (ek-sempelvis en traktor af et bestemt mærke og med et bestemt registrerings- og stelnummer), kan der ikke gyldigt tages ejendomsforbehold eller gives løsørepant. Anvendelse af ejendomsforbehold og løsørepant som sikringsinstrument forudsætter, at de pågældende aktiver kan identificeres. Det kan bl.a. en given mængde korn o.l. ikke.
Kreditvilkår
For ikke at blive anset som simpel kreditor i varekøberens konkursbo vil en sælger af korn derfor kun kunne sikre sig effektiv betaling ved enten at kræve forudbetaling/kontant betaling eller ubetinget (pengeinstitut)garanti fra solid garantistiller. Hvis varesælgere kun ville levere enten mod forudbetaling/kontant betaling eller mod pengeinstitutgaranti, ville det kræve overordentlig stor likviditet hos varekøberne. Praksis har vist, at vareleverandører accepterer at sælge på blanco kreditvilkår og dermed i realiteten ? måske uden at gøre sig det klart ? løber risikoen for, at køberen ikke kan betale til forfaldstid og dermed reelt accepterer at sidde tilbage med Sorteper, hvis køberen tages under insolvensbehandling.
Det korn og ligende som landmændene har solgt til BMG, vil BMG's pengeinstitut have sikkerhed i i henhold til tinglyst virksomhedspant. Det er ikke særegent for BMG. Sådan er retsstillingen generelt. Ved købers pengeinstituts virksomhedspant minimeres pengeinstituttets risiko. Når BMG's pengeinstitut udtaler, at konkursen forventes at påføre pengeinstituttet et ikke-ubetydeligt tab, er dette ikke som en konsekvens af bankens virksomhedspant, men på trods af virksomhedspantet. Pantet har ikke større værdi end værdien af det korn o.l., hvori der er pant. Samtidig vil samme pengeinstitut og givetvis en række andre pengeinstitutter lide tab som følge af, at de leverende landmænd ikke får betaling for deres leverancer til BMG. Det betyder, at mange af disse landmænds overskud reduceres og måske bliver til underskud, og at mindre budgetterede underskud bliver til større eller store underskud og givetvis for nogle af de hårdest ramte vil resultere i konkurser.
Morale
Kunne betydelige tab, som landmænd og afledt heraf pengeinstitutter har lidt, være undgået eller minimeret? Ja, i hvert fald teoretisk, men i praksis ville det nok være vanskeligt for den enkelte landmand at aftale betalings- og sikkerhedsvilkår, der ville sikre landmanden. Det ville givetvis forudsætte, at der var fokus på problemstillingen både fra landmænd og fra landmændenes primære rådgivere, og at der fra relevant side blev taget skridt til udarbejdelse af et (generelt) kontraktsgrundlag, der i højere grad varetog leverandørernes/landmændenes interesser.
Mulighederne for risikominimering har tidligere - 3. og 24. november 2017 ? været beskrevet i denne klumme.
