Dansk Folkepartis fødevareordfører, René Christensen, undrer sig over De Konservatives melding om, at deres krav om en tillægspakke med kvælstofreduktioner er imødekommet af regeringen i forbindelse med de kommende forhandlinger om en naturpakke:

- Ministeren har meddelt, at der i den naturplan, vi skal til at forhandle, vil være nogle kvælstofreducerende tiltag. Det kommer bestemt ikke som nogen overraskelse for Dansk Folkeparti. Så må vi se, hvor langt, vi kan komme ad den vej. Vi går ikke på kompromis med urørt skov og andet, som kan give en lille smule kvælstofreduktion, siger Rene Christensen til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi går ikke på kompromis med urørt skov og andet, som kan give en lille smule kvælstofreduktion,

Rene Christensen, fødevareordfører Dansk Folkeparti

Ærgerligt

Han understreger, at de kommende forhandlinger drejer sig om en naturplan om en bedre og mere sammenhængende natur i Danmark:

- Vi skal øge biodiversiteten og fastholde vores naturtyper. Det vil være ærgerligt, hvis De Konservative kommer til forhandlingerne og kun vil tale regneark, mens vi andre vil arbejde for en bedre natur og miljø. Det her er ingen tillægspakke, siger René Christensen.

Han påpeger, at der allerede som en del af Landbrugspakken om det regulerede miljø ligger muligheden for at udtage landbrugsjord af produktion og derved opnå kvælstofreduktion.

LA vil gøre K glade

Liberal Alliances fødevareordfører Mette Bock vil gerne være med til at gøre De Konservative glade:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det drejer sig om et lille bitte hjørne af en meget stor landbrugspakke, der medfører et paradigmeskift, som får kæmpestor og positiv betydning for både miljø, natur og landbrugserhvervet. Kan vi gøre De Konservative glade ved at kigge på det lille hjørne, vil vi ikke afvise det. Jeg tror, at fødevareministeren har haft nogle samtaler med De Konservative, og så må vi se, hvad de kommer med. Vi går ind i lokalet med et åbent sind, og kan vi få lukket den sag, kan vi komme videre med implementeringen af den meget vigtige landbrugspakke. Kvælstofreguleringen ligger i Landbrugspakken. Men vi skal ikke gå rigidt til det. Vi må så se, hvor de vil skaffe pengene. Ministeren er bare kommet med en melding om, at der vil komme en løsning, siger Mette Bock til Maskinbladet.