Fire regionale møder skal hjælpe danske virksomheder, så de kan handle videre med de 65 mio. engelske forbrugere efter Brexit.

Fra 29. marts er briterne ude af EU. Det betyder, at du risikerer, at både din import og eksport med Storbritannien sker på nye vilkår. Der kan derfor blive behov for certifikater og mere papirarbejde, når virksomheder skal handle med Storbritannien i fremtiden. Det gælder uanset man sælger eller køber foder, fødevarer eller levende dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Situationen efter Brexit er stadig uvis. Derfor er Danmark nødt til at forberede sig på, at Storbritannien fra 29. marts ikke længere er medlem af EU, forklarer kontorchef Anna Cecilie de Klauman fra Center for Internationalt Samarbejde i Fødevarestyrelsen.

Klar med håndsrækning

Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at danske virksomheder sætter sig grundigt ind i de regler og certifikater, der gælder for handel med netop deres virksomheds produkter til tredjelande. Men den opgave er ikke nødvendigvis enkel. Derfor står en række danske myndigheder klar med en håndsrækning

- Mange virksomheder har helt sikkert med en række spørgsmål. Dem vil vi fra Fødevarestyrelsen og flere andre myndigheder forsøge at svare på, når vi fra slutningen af november og begyndelsen af december holder en række regionale møder, forklarer kontorchefen.

På møderne deltager eksperter fra både Fødevarestyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Toldstyrelsen, Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen. De vil svare på spørgsmål om, hvilke certifikater og tilladelser, den enkelte virksomhed skal have styr på for at handle med Storbritannien, når landet er ude af EU.

Møderne holdes hos Toldstyrelsen på følgende datoer, Ålborg den 27. november, Århus den 28. november, Middelfart den 5. december, København den 6. december.