Økologisk Landsforening modtager for tiden mange spørgsmål om økologiens effekt på klimaet. For at klæde folk på til diskussionerne om klimaet over julebordet, giver foreningen i Fakta om klima og økologi et overblik over økologiens fordele og udfordringer i forhold til klimaet.

- Der cirkulerer mange påstande om, hvor vidt økologisk eller konventionelt landbrug er bedre for klimaet. Det korte svar er, at begge produktioner skal blive meget bedre i forhold klimaet. Økologisk landbrug har en mindre udledning af klimagasser målt per hektar, men forskere debatterer, om der er forskel målt per kilo fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskere er enige om, at den enkelte landmands bevidsthed om og handling på klimatiltag, samt forbrugernes bevidsthed om at reducere spild og kødforbrug, betyder meget for klimaet, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Vi får i øjeblikket mange spørgsmål fra politikere, journalister, landmænd og forbrugere om økologiens effekt på klimaet. Og i mange hjem vil der sikkert blive talt om mad og klima under julemiddagene. Derfor giver vi et overblik over fakta om økologiens fordele for klimaet, samt hvor vi har udfordringer. Økologi er en del af løsningen på klimaet, men vi er ikke i mål. Derfor giver vi samtidig et overblik over de indsatser, vi er i gang med for at sikre, at vi når i mål, siger Paul Holmbeck, politisk direktør i Økologisk Landsforening

Økologisk landbrug indeholder markante fordele for klimaet, men der er også udfordringer. Fravalget af energikrævende kunstgødning og pesticider, samt mindre gødning er godt for klimaet. Økologer har også mange efterafgrøder og flerårige græsmarker, som trækker CO2 ud af luften. Ligesom økologer arbejder for en mere klimavenlig balance mellem dyr og planter i landbruget og mellem kød og plantebaseret mad på tallerkenen. Blandt økologiens klimaudfordringer er et typisk lavere udbytte i marken, mindre intensiv husdyrproduktion og mekanisk jordbearbejdning.

Økologisk eller konventionelt

Ifølge forskning har økologisk landbrug som nævnt en mindre udledning af klimagasser målt per hektar landbrugsjord end konventionelt landbrug. Men når økologer, af hensyn til natur og sundhed, ikke anvender pesticider og kunstgødning, har økologiske landmænd i vores del af verden typisk et mindre udbytte i marken. Forskere debatterer derfor, om konventionelle fødevarer kan have et mindre klimatryk målt per kilo færdigvare. Reviewstudier fra Schweitz, Sverige og Danmark viser dog, at klimaaftrykket for økologiske og konventionelle fødevarer er på samme niveau - også målt per kilo fødevare, når man følger de gældende EU-guidelines for livscyklusvurderinger, vurdering af produkters miljøbelastning i hele deres livscyklus.

- Det væsentlige er ikke, hvorvidt økologisk eller konventionelt landbrug er bedst på klimaet i dag. Ingen af produktionsformerne er i mål med klimaet. Så det handler om, hvordan begge produktioner for alvor kan rykke på klimaindsatser og sænke klimabelastning markant. Både økologiske og konventionelle landmænd er i gang med forskellige tilgang. Det handler dog ikke kun om at gøre noget, men om at gøre nok i tide, siger Paul Holmbeck, Økologisk Landsforening.