Selv om høsten mange steder bliver sen på grund af det dårlige vejr, så er det allerede nu fornuftigt at have redskaberne gjort klar og planlagt arbejdsopgaven, så håndteringen af halmballerne kan foregå sikkert.

Opfordringen kommer fra Helle Birk Domino, der er arbejdsmiljøchef i Seges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Høsttiden er travl og med lange arbejdsdage. I kombination med at håndtering af halmballer i sig selv udgør en potentiel risiko giver det en farlig cocktail, hvis ikke arbejdsopgaven planlægges godt og udføres sikkert, siger hun.

Lægger man sig nogle gode vaner på sinde, så bør risikoen for ulykker med halmballer dog kunne minimeres.

- Det er for eksempel at man altid anvender motorredskab med førerværn og egnet løftegrej, både på marken når ballerne skal læsses på vognen og når ballerne skal stables i laden. Sørg også for at stable ballerne forsvarligt, så de ikke vælter. Under transport er det meget vigtigt, at ballerne er forsvarligt sikret med stropper. Det kan have fatale følger, hvis de falder af vognen og rammer andre trafikanter. Helt bortset fra det, så risikerer man også en bøde for forseelsen, siger Helle Birk Domino.

Noger der dog også er meget vigtigt, og det gælder året rundt, det er, at børn skal holdes væk fra halmlagre.

- Det er fuldstændigt uforsvarligt at lade børn lege i halmlagre. Halmlagre er ingen legeplads. Det kan ikke understreges kraftigt nok, siger Helle Birk Domino.