En forudsætning for at blive taget seriøs når man gør sig klog på andres forhold er, at man har styr på egne rækker. Derfor undres jeg, over Jais Valeurs gentagne udtalelser om svineproducenternes evne til driftsledelse, eller som han indirekte udtrykker det, mangel på samme.

Indrømmet ja, - vi har meget at lære. På alle fronter. I princippet skal man gøre sig dygtigere i dag, end man fandt ud af, at man var i går. Alt det vi har indflydelse på skal optimeres, på godt og ondt. Det er de barske kendsgerninger, for at overleve i branchen, og måske er det heller ikke nok.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og hvorfor er det måske ikke nok. Det er det fordi, det næste led i kæden, afregningen, har vi umiddelbart ingen indflydelse på. Her overlader vi indflydelsen til andre. Og lige nu har disse ?andre? ikke leveret varen. Meget ambitiøst, udtalte Valeur efter sin tiltrædelse, at tiden var inde til at sikre ejerne en bedre indtjening.

Dette var en meget bekvem udtalelse for os producenter, for det var ikke det toneangivende i holdningen hos Valeurs forgænger, Johannesen. Mange af os havde fornemmelsen, at Johannesens respekt for producenterne/ejerne kunne ligge på et lille sted. Dette bekræftedes ved Johannesens efterlønskarriere hos de tidligere russiske konkurrenter. Ønskeligt havde det været hvis denne efterlønsordning var trådt i kraft fem - ti år før.

Jeg vil ikke påstå, at det er en nem opgave, at udføre slagte -, forædling - og salgsprocessen med et tilfredsstillende resultat, set med en svineproducents øjne. Især ikke når en del af koncernen (UK) tilsyneladende har været løbet voldsomt af sporet. Valeur omtaler opgaven som en ?genopretningsproces? Det vidner om ledelsessvigt og manglende rettidig omhu. Så kan man frygte, at når det som her er nævnt forholdene i UK, hvor mange andre steder er der så fatale svigt, med store økonomiske tab til følge.

Ærlig talt er jeg ganske ængstelig for, at der er utallige skeletter i skabene hos Danish Crown.

Danish Crowns plan om at distancere sig i positiv retning i for hold til deres europæiske konkurrenter, har for tiden svære odds. Desværre. Desværre fordi, havde DC formået som målsat, at afregne bedre end de tyske konkurrenter var situationen noget lysere for os producenter/ejere, og truslen om afvikling af den danske svineproduktion, havde helt eller delvis været elimineret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Set med mine øjne skulle Valeur koncentrere sig om Danish Crowns (genopretnings)projekter, og sikre ejerne en tilstrækkelig afregning, fremfor at gøre sig klog på besparelser i primærproduktionen. Her passer det gamle ordsprog: ?det nytter ikke at samle skillingerne, for så at lade dalerne rulle?.

Hvis Valeur skulle gøre indflydelse udenfor DC's mure kunne det passende være i den politiske verden, hvor nødvendigheden af dansk landbrugs eksistens godt kunne tåle at blive forklaret en ekstra gang. Skulle nogen have styrke at afsætte et ?fingeraftryk? om landbrugets rammevilkår, burde det være ledelsen i en af erhvervets mest betydende følgevirksomheder.

Jais Valeur, - brug dine kræfter til det du får løn for, så skal vi nok feje staldgangen.