Pesticidstrategien er kommet på plads. Der er positive elementer i strategien, men der er også en række tiltag, der er helt unødvendige, lyder det fra Bæredygtigt Landbrug.

Et af problemerne er, at boringsnære beskyttelsesområder, BNBO, skal fastlægges af ministeren, når der er styr på fagligheden nogle år frem i tiden. BNBO har historisk set tilknytning til den fysiske vandboring og indebar forbud mod nitrat og pesticider. Chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Nikolaj Schulz, mener, at man sniger flere gødningsforbud ind, fordi man sprogligt set glemmer, at BNBO er et overstået kapitel, fordi det allerede håndteres i kommunernes indsatsplaner for grundvand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- BNBO-begrebet findes ikke i dag, fordi reglerne er lavet om tilbage i 2013, og det er problematisk, at begrebet får kunstigt åndedræt. BNBO omhandler boringsnær beskyttelse, men det, der nu lægges op til, er udpegning af pesticidfølsomme arealer. Der er en ret stor forskel, siger Nikolaj Schulz.

Et andet problem er forbuddet mod brug af pesticider 30 dage før høst af konsumafgrøder.

- Det er et skråplan og bekymrende, at politikerne indfører usaglige forbud om brug af sprøjtemidler, specifikt før høst. I relation til pesticider er der det problem, at EU-retten ved godkendelse af de enkelte plantebeskyttelsesmidler fastsætter vilkår, der varetager hensyn som fx brug af glyphosat eller andre midler før høst. En sådan specifik regel er efter min opfattelse i strid med den totalharmoniserede pesticidforordning, og vi har straks anmodet om, at ministeriet forklarer sig i denne sag, siger Nikolaj Schulz.

Der er dog også positive ting i den nye pesticidstrategi. Eksempelvis hæves grænseværdien for nedbrydningsprodukter uden pesticideffekt. Den sættes op fra 0,1 mikrogram/liter til 0,75 mikrogram/liter, hvis en konkret vurdering af stoffet viser, at der ikke er en sundhedseffekt eller har en miljørisiko.