DEBAT - Der forestår et stort arbejde med at få gjort op med det modelregimente, vi er underlagt i landbruget. Bæredygtigt Landbrug har længe talt for, at al regulering foregår på baggrund af målinger i virkeligheden. Det arbejde har fået fornyet aktualitet.

Det har altid været almenviden, at der sker en reduktion af Nitrat (retention) i jorden. Når landbrugsjord gødes benyttes bl.a. nitrat, der er planternes næring. Langt den største del optages af planterne, landmænd gøder jo for afgrødernes skyld. Men en lille del optages i jorden og synker nedad. På vej fra rodzonen til grundvand sker en stor reduktion. Den reduktion skal naturligvis medregnes i de mere og mere komplicerede modeller landbruget reguleres efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det sker ikke længere på samme måde som hidtil.

I de nyeste rapporter fra GEUS er forudsætningerne for denne reduktion ændret betragteligt. Det vil betyde et helt ændret grundlag for alle fremtidige reguleringer og har haft enorm betydning i forhold til det nye, helt urimelige efterafgrødekrav. Samtidig erkendes det i rapporterne, at der er en usikkerhed på hele 66 procent i modellerne. Det er ikke et grundlag at lovgive på.

At forudsætningerne for reduktion pludselig ændret, er sket fra den ene modelberegning til den anden fra samme institut - GEUS - uden nogen forklaring. Ændringen er åbenbart sket i det skjulte og indarbejdet i nye rapporter og modeller landbruget reguleres efter. Det er ikke rimeligt og ikke en måde, at regulere et erhverv på. Det vil komme til at koste landbruget rigtig dyrt - på et helt forfejlet grundlag.

Det stiller spørgsmålet: Hvem har været klar over disse ændringer. Er beslutningstagerne klar over disse forhold? Hvorfor er ændringen sket?

Må vi bede om en forklaring.