Der var ikke de store overraskelser på det samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen redegjorde for indberetningerne til EU af nitratfund i grundvandet.

Ministeren afviste, at målemetoder og de indberettede tal ikke er retvisende og afviste samtlige de anklagepunkter, der er rejst først og fremmest af Bæredygtigt Landbrug, som mener, at hele grundlaget for den målrettede regulering af landbrugets gødningsforbrug bør falde bort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Simon Kollerup fra Socialdemokratiet sagde i sit oplæg til samrådet, at ministeren tidligere har afvist, at der anvendes forkert talgrundlag, og at han frygter, at den bebudede undersøgelse af grundvandsovervågningen bliver en syltekrukke.

Alt efter bogen

Ministeren bekræftede under samrådet, at alt er gået efter bogen, og at de danske indberetninger ikke baseres på forkerte tal.

Han understregede, at EU-Kommissionen ikke har misforstået de danske indberetninger, og at Danmark opfylder direktivets krav.

Fra flere sider blev der stillet spørgsmålstegn ved, om den måde, prøvetagningen foretages, reelt giver et korrekt billede af grundvandets tilstand, og i øvrigt rakte Socialdemokratiet hånden frem mod regeringen med henblik på at indgå i forhandlinger om den målrettede regulering.

En bombe

Efter samrådet sagde direktør Hans Aarestrup fra Bæredygtigt Landbrug i en kommentar til Maskinbladet, at det var noget af en bombe, ministeren lod sprænge, at han havde fået et brev fra EU-Kommissionen, der bekræfter, at Kommissionen har forstået indberetningerne korrekt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men "som man råber i skoven, får man svar". Ministeriet har ikke over for Kommissionen beskrevet det danske system, men som tingene SKAL gøres. De har så spurgt Kommissionen, om det er rigtigt. Svaret fra Kommissionen, der giver ministeriet ret, kan man ikke bruge til alverden, siger Hans Aarestrup.

Kunne ikke svare

Han beskriver ministerens svar i samrådet som meget præcise, men at Kommissionen har fået det indtryk, at det danske grundvand får det værre og værre:

- Det spurgte Simon Kollerup ind til, men det kunne ministeren dog ikke svare og vil gerne svare skriftligt. Der kan jeg allerede nu oplyse ministeren om, at han får en udfordring, fordi de pågældende tal ikke kan findes nogen steder. Det var helt tydeligt ved samrådet, at det er nødvendigt med en kulegravning. Det er simpelthen for kompliceret stof til, at man med nogen ret kan forvente, at politikerne selv kan sætte det på plads. Det må vi så vente på, sagde Hans Aarestrup til Maskinbladet.

Skabte forvirring

Landbrug & Fødevarers viceformand Lars Hvidtfeldt sagde efter samrådet til Maskinbladet, at der ikke på samrådet kom noget nyt frem om det svar, MEP Jørn Dohrmann (DF) havde modtaget fra Kommissionen om indholdet af nitrat i dansk grundvand:

- Brevet og den måde, Kommissionen har svaret på, har bare bidraget til at skabe forvirring omkring de pågældende indberetninger i forhold til Nitratdirektivet. Det er meget vigtigt, at indberetningerne er præcise og kan kommunikeres, så man kan forstå dem. Ministeren gav i øvrigt i forbindelse med samrådet udtryk for en anerkendelse af Landbrug & Fødevarer, som en konstruktiv og seriøs partner, som på den ene side udfordrer ministeriet og på den anden konstruktivt kan drøfte tingene, sagde Lars Hvidtfeldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skal gås efter i sømmene

Der var også grund til at bemærke, at Enhedslistens Maria Reumert Gjerding opfordrede til at få målemetoderne og statistikken gået efter i sømmene. Både hun og Simon Kollerup gav udtryk for en vis forståelse for, at det hos landbruget kan give anledning til frustrationer, når man ikke af indberetningerne kan aflæse forbedringer for grundvandet:

- Hun vil være sikker på, at vi altid får et retvisende billede af grundvandets tilstand, og desuden var der et vigtigt signal fra Socialdemokratiet, der inviterede til brede forlig om den målrettede regulering, sagde Lars Hvidtfeldt.