Da regeringen tidligere i dag blev enige med SF og Enhedslisten om et nyt landdistriktsprogram, var historien, at planen ville sikre glade svin i miljøvenlige stalde.

Det giver man ikke meget for hos Bæredygtigt Landbrug, der mener, at pengene ikke er med til at gøre rammevilkårene bedre for danske landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har svært ved at finde ud af, hvilke glade svin det er, der skal fylde de mange nye staldbygninger. For der er slet ikke økonomi til at opretholde en produktion på de ringe vilkår, vi har i Danmark. Eksporten af arbejdspladser i svineproduktionen vil på ingen måde blive mindre af det her. Tværtimod. Og jeg tror næppe, at grisene bliver gladere af det. Fødevareministeren er tilsyneladende i gang med, via endnu flere af de fra ham sædvanlige tilskud til varm luft, at bygge 'Leninstatuer' af sig selv rundt i det danske landskab: Indholds- og meningsløse monumenter i form af rungende tomme stalde, siger Bjarne Nigaard, der er direktør i Bæredygtigt Landbrug.

En del af planen går ud på, at der afsættes penge til at øge indsatsen mod kvælstof, men det er slet ikke der skoen trykker, mener BL.

- Der skal ikke bruges penge på at reducere næringsstoffer, når planterne har brug for mere kvælstof, og miljøet i forvejen ikke lider skade. I stedet skal man begynde med at se på de basale problemer for dansk landbrug: For ringe rammevilkår i forhold til vore nabolande, siger direktør Bjarne Nigaard

Bonderøvsmentalitet

I alt skal landdistriktsprogrammet fordele 3,9 milliarder kroner over tre år, og størstedelen af pengene er finansieret af EU. En af hovedpunkterne i aftalen er et øget fokus på økologi, der over tre år støttes med 720 millioner. Hos Bæredygtigt Landbrug er det langt fra noget, der vækker glæde.

- Landdistriktsprogrammet er et direkte blålys, hvor Danmarks Naturfredningsforening, fødevareministeren og miljøministeren har fået alle deres utopiske tanker og ønsker opfyldt. Der er økologi på alle hylder, og konsekvensen af det er, at man næsten halverer indsatsen på vækst og konkurrenceevne. Aftalen er et led i nedlæggelse af et effektivt dansk landbrug, og i stedet er fremelskelsen af bonderøvsmentaliteten altoverskyggende. Disse landdistriktsmidler er taget fra økonomisk trængte landmænd, siger Flemming Fuglede Jørgensen, der er formand for Bæredygtigt Landbrug.