Ida Auken får ros for at have skaffet sig de "rigtige fjender" - nemlig landbruget. Sådan har billedet været i 25 år, mener BL.

BL: Landbruget har været prygelknabe i 25 år

Politisk kommentator Søs Marie Serup kalder det en succes for Ida Auken, at hun har skaffet sig landbruget som fjender. Det overrasker ikke BL-formand Flemming Fuglede.

Maria Brunsgaard Krogshede  10.10.12 | 11:46

I en vurdering af ministrenes første år på pinden får miljøminister Ida Auken ros for at "have skaffet sig de rigtige fjender". 

Og de rigtige fjender er ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup landbruget - særilgt Bæredygtigt Landbrug.

Den holdning overrasker ikke formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.

- Sådan en kommentar viser blot, at landbruget har været prygelknabe de seneste 20-25 år, og at politikerne kan score nogle stemmer ved at være hårde over for landbruget, siger han og fortsætter:

- Og det kan godt være, at Fru Serup synes, at det er morsomt. Men jeg synes bestemt ikke, det er morsomt. Vi taler om skæbner her. Om familier, der kan gå fra hus og hjem og landbrugsbedrifter, det har taget flere generationer at opbygge.  

BL: Vi gør det ikke godt nok

Holdningen, til at landbruget skulle være de rigtige fjender, understreger ifølge Flemming Fuglede, at der fortsat er et stot stykke arbejde for landbruget i at få befolkningen til at forstå, hvad dansk landbrug bidrager med.

- Vi forsøger i Bæredygtigt Landbrug at fortælle fakta - både til politikerne og til befolkningen. Og det gør vi åbentbart ikke godt nok. Landbruget bidrager med 60 procent af overskuddet på handelsbalancen. Men med den politiske modvilje risikerer halvdelen af mine medlemmer at dreje nøglen om, siger formanden.

Han håber på, at både politikere og politiske kommentatorer vil ankende landbrugets betydning og "komme tilbage til bordet og få en dialog med erhvervet".

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.