Bæredygtigt Landbrug protesterer over den bekendtgørelse om KO, som Miljø- og Fødevareministeriet tidligere i år sendte i høring. Hvis ændringen gennemføres, indebærer det således, at der fremover er KO (hvor landbrugere skal overholde en række miljøkrav for at få udbetalt støtte eller tilskud) på arealer omfattet af blandt andet naturbeskyttelseslovens § 3.

Det skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bæredygtigt har sat chefjuristen på sagen og holdningen er klar.

- Vores bekymring var, at man ville KO-belægge alle § 3-arealer, og derfor har vi sat fulde sejl i denne sag, skriver Nikolaj Schulz, chefjurist ved Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Chefjuristen mener, at det pågældende ministerium har sovet i timen.

- Det ser ud som om, at Miljø- og Fødevareministeriet fuldstændig har overset lovændringerne særligt i 2008 og 2009, for det er jo disse arealer, som f.eks. vildtreservater, der formentlig skal KO-belægges, og ikke § 3-arealer ? og § 3-arealer har jo, som vi hele tiden har sagt, ingen sammenhæng med EU-regler?.

Brug for hovedrengøring

I dag er reglerne sådan, at der kun er KO indenfor de udpegede områder det vil sige Natura 2000-områder. Den bagvedliggende årsag er en henstilling fra Europa-Kommissionen, fordi der ikke er KO på områder udenfor fuglebeskyttelsesområderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dag er der KO på § 3-arealer, klitfredning (naturbeskyttelseslovens § 8) og strandbeskyttelseslinjen (§ 15) i det omfang, at arealerne er beliggende indenfor Natura 2000-områder. Med den påtænkte ændring er det tanken at fjerne betingelsen om, at arealerne skal være beliggende indenfor Natura 2000-områder. Hvis det gennemføres, er betydningen den, at der fremover er KO på alle § 3-arealer, alle klitfredede arealer og alle strandbeskyttelseslinjer. Dette er meget vidtrækkende, skriver Nikolaj Schulz endvidere.

- Der er behov for en fuldstændig grundlæggende hovedrengøring og hovedrevision af hele KO-systemet. Det skal vi have af hensyn til landmandens retssikkerhed, siger Nikolaj Schulz, der håber, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) gør noget i sagen.