Et forsøg på at indføre ulovlige ordninger ad bagvejen.

Sådan opfatter interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug et nyt lovforslag til ændring af jagt- og vildtforvaltningsloven. Forslagets pkt. 10 har således til formål, at ministeren af hensyn til forskning kan lave ændringer i forhold til jagten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jagtretten er ikke en hvilken som helst ret, men en helt grundlæggende ret, der kulturelt set går hundredvis af år tilbage, siger Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug.

Kræfter ønsker imidlertid at regulere jagten anderledes end i dag. For et par år siden var tanken, at der skulle ske markante begrænsninger i jagtretten, medmindre lodsejer er medlem i et lokalt hjortelaug. Tilsvarende ordninger og løsninger har siden været på banen.

- Forskning er nødvendig og tages vel imod, men der er ikke behov for at lade det gå udover lodsejer, når staten er Danmarks største jordbesidder, siger Nikolaj Schulz om det nye forslag.

- Ministeren kan lade forskningen ske på egne arealer, og derfor bør lovforslaget pkt. 10 helt bortfalde, tilføjer han.

Bæredygtigt Landbrug har sammen med Dansk Land og Strandjagt, samt Jysk Jæger og Landbrugslaug afgivet høringssvar.