Bæredygtigt Landbrug langer ud efter fødevareminister Mette Gjerskovs håndsrækning til landbruget, som hun selv har kaldt et "fjumreår".

For at undgå at landmænd straffes på grund af fejl i randzonekort, indfører fødevareministeren et bøde-frit år, fra randzonerne træder i kraft den 1. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det er ikke godt nok, mener Bæredygtigt Landbrug.

- NaturErhvervsstyrelsen har udsendt nogle komplet værdiløse kort. Styrelsen har trods lang forberedelsestid ikke magtet at udsende retvisende kort over, hvor der ifølge Randzoneloven skal etableres randzoner på 10 meter, skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Og det mener direktøren i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, er et stort problem for lodsejerne.

- Randzoneloven er et makværk, derfor har vi også stævnet staten for denne lov. Vi forventer at stævningen vil få opsættende virkning. Det betyder, når retten har talt, at loven bliver udsat til rettens afgørelse af hele stævningssagen, siger Vagn Lundsteen.

Tror ikke på fjumreår

Randzonearealet må maksimalt udgøre fem procent af ejendommens dyrkbare areal. Det betyder, at nogle ejendomme ”kun” skal etablere seks eller otte meter randzoner langs vandløbene. Vagn Lundsteen mener ikke, der er rimelighed i, at lodsejerne selv skal kunne foretage denne vurdering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil anbefale fødevareministeren at trække Randzoneloven tilbage. Vi tror ikke på fødevareministeren, når hun udtaler, at landbruget kan få et fjumreår. Vi er sikre på, at hvis ikke vi får stoppet implementeringen af loven nu, vil der falde bøder til højre og venstre samt efterfølgende træk i EU-støtten som følge af overtrædelse af Krydsoverensstemmelse. Det er den ånd, der hersker hos fødevareministeren, Fødevareministeriet og NaturErhvervstyrelsen. Det er der utallige eksempler på, lyder den hårde kritik fra Vagn Lundsteen.