Dansk landbrug sidder tilbage med sorteper, nu hvor Copenhagen Business School har besluttet ikke at offentliggøre den endelige rapport om landbrugets rammevilkår.

Det mener Bæredygtigt Landbrug, der hæfter sig ved, at rapporten faldt som følge af fokus på processen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ingen har kritiseret det rent indholdsmæssige i analysen eller påvist så meget som én eneste faktuel fejl i den hidtidige delrapport, påpeger BL-direktør Hans Aarestrup.

Hundeslagsmål

- Det her er tydeligvis blevet et hundeslagsmål mellem københavnske uddannelsesinstitutioner, der hellere vil diskutere procedurer end landbrugets rammevilkår. Næste gang vi har brug for uafhængigt og professionelt analysearbejde, fravælger vi nok den danske hønsegård og kigger mod udenlandske forskere, siger direktøren.

Bæredygtigt Landbrug har længe savnet et overblik over, hvor meget dansk landbrug og det danske samfund mister som følge af konkurrenceforvridning i forhold til nabolandene. Derfor søgte foreningen penge til projektets tilblivelse via Promilleafgiftsfonden - der støtter landbrugets og fødevaresektorens udviklingsmuligheder - og har efterfølgende ageret praktisk gris i relation til blandt andet økonomistyringen.

- Bæredygtigt Landbrug har imidlertid ikke blandet sig i selve forsknings- eller analysearbejdet og har ikke selv brugt penge på projektet, understreger Hans Aarestrup.

Forsker-polemik

CBS-rapporten viser, at danske særregler hvert år koster et gennemsnitligt dansk landbrug flere hundrede tusind kroner. En konklusion, som ingen stiller spørgsmålstegn ved. Derfor ærgrer det Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen, at debatten om rapportens indhold er gledet i baggrunden til fordel for forsker-polemik og petitesse-pjat:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sandheden er ilde hørt. For tallene i rapporten er korrekte - de passer bare ikke ind i en tid, hvor samfundets elite ønsker at trænge moderne dansk landbrug i baggrunden og erstatte det med vild natur og Morten Korch-idyl, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen.

Landbrugets overlevelse

- Dansk landbrugs overlevelse er på spil med en så markant ringere behandling af erhvervet her til lands sammenlignet med vores nærmeste og sammenlignelige konkurrenter. Men i stedet kommer diskussionen til at handle om rapportens tilblivelse. At kritikken så også kommer fra Københavns Universitets institut IFRO, der tidligere har skudt 1.000 procent forkert i sine konklusioner om dansk landbrugs indtægtstab, er måske morsomt for nogen. Men det her er trist for dansk landbrug, tilføjer Flemming Fuglede Jørgensen.