Hvordan oplever danske landmænd i udlandet deres arbejdsforhold og rammevilkår for planteavl?

Det kan du blive klogere på, når Bæredygtigt Landbrug torsdag den 19. januar kl. 13 arrangerer stormøde i forbindelse med landbrugsmessen NutriFair i Messe C i Fredericia. Her beretter de danske landmænd Frans W. Langkilde og Henning Schroll om kvælstof-reguleringen i henholdsvis Sverige og Tyskland, ligesom folketingsmedlem H.C. Schmidt (V) taler ud fra emnet, om danske landmænd overhovedet fortsat skal kunne producere fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for Landbrugspakken og ikke mindst de nye gødningsnormer. Men det er åbenlyst, at danske landmænds rammevilkår fortsat er urimelige, når vi sammenligner med forholdene for vore udenlandske kolleger, siger Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug.

- Forhåbentlig kan vores stormøde på NutriFair være med til at lægge ekstra pres på politikerne herhjemme. Vi har brug for lydhørhed, hvis vi fortsat skal - og det vil vi rigtig gerne - producere nogle af verdens bedste og sikreste fødevarer, tilføjer direktøren.

Allerede klokken 10 samme torsdag - den 19. januar - taler Hans Aarestrup i messehallens Speakers Corner om de aktuelle kampe, BL tager for dansk landbrug.

Du kan desuden møde BL på stand nummer A-1260 både onsdag den 18. og torsdag den 19. januar. Der er åbent begge dage fra klokken 9-17.