Nature Energy bygger anlæggene, mens BioenergiSyds medlemmer leverer biomassen.

Energiselskabets bestyrelsens beslutning kommer samtidig med, at Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt, at der skal udarbejdes en lokalplan, kommuneplantillæg og VVM-proces for biogasanlægget i Kværs. Dermed er arbejdet med at få tilladelser til byggeriet kommet et skridt videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er der landmænd, som er interesseret i at være leverandør, men som endnu ikke er tilmeldt, er tiden kommet. Det er ved at være nu, beslutningen skal træffes, oplyser projektleder Karsten Gram, som arbejdet med projektet for BioenergiSyd, skriver Nature Energy i en pressemeddelelse.

Nature Energy er indstillet på at hjælpe med finansiering af afhentningstanke i landbruget. Endnu er modellen ikke helt på plads, men der kan blive tale om en finansiering over fem år og til en kassekredit-lignende rente.

Som projektet udvikler sig lige nu, skal fortankene stå klar om halvandet år.

Ambitiøs målsætning

Biogasanlægget skal etableres ved Kværs tæt ved Sønderborgmotorvejen, og der er tale om en investering på 250 mio. kr., som vil reducere CO2-udledningen fra Sønderborg Kommune med op til 60.000 ton CO2 om året.

I forvejen arbejdes der med at bygge et biogasanlæg i Glansager ved Sønderborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nature Energy har siden slutningen af 2015 etableret syv biogasanlæg i hele Danmark.

Sønderborg Kommune har med Project Zero sat en ambitiøs målsætning om at være CO2-neutral 20 år før resten af Danmark. Det betyder, at Sønderborg-området i 2020 skal have reduceret udledningen af CO2 med 50 pct. i forhold til 2007.

Sønderborg Kommune arbejder med et ambitiøs mål om at blive CO2-neutrale i 2029, og de to biogasanlæg vil bidrage væsentligt til at nå målet. Samtidig vil de to anlæg til sammen skabe mere end 400 job i byggeperioden og 30 faste arbejdspladser på selve anlæggene.