- Vi så en mulighed i at kunne tilbyde læssemaskiner til meget attraktive priser, så vi begyndte med at importere maskinerne i 2010 sideløbende med vores bilhandel, som vi haft siden 1993.

Ordene kommer fra Aage Boel fra bilforretningen Bilboel i Ørbæk på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Maskinerne kommer fra Kina, og de er alle med Perkins-motorer eller Deutz-motorer, og teknikken er af god kvalitet, siger Aage Boel, der derefter kommer ind på modelprogrammet, der byder på lidt af hvert.

En af mulighederne er en regulær gummiged med betegnelsen JH936. Den vejer 10 tons, har en løftekraft på tre tons og en løftehøjde på fire meter. Den byder også på hurtigskift, og der kan tilkøbes vægt i skovlen, centralsmøring og affjedring i skovlen.

Til landmanden og entreprenøren

På programmet er også to minilæssere. Den ene er ZL15 med en vægt på 3.850 kg, løftekraft 1.700 kg og løftehøjde 3,10 meter. Også den har hurtigskift og mulighed for overfaldsgreb, pallegafler og fire-i-en-skovl. De samme muligheder har den anden og noget mindre model, D25, der vejer 1.460 kg og har en løftekraft på 600 kg.

- Vi har også leasing af maskinerne, og de er efter min mening en rigtig god løsning til landmanden, entreprenøren, vognmanden og ikke mindst fritidslandbruget. De kører ikke konstant hver dag og er derfor ikke interesseret i at have for mange penge bundet i maskiner, siger Aage Boel, der har maskinerne på lager.

 Han tilføjer, at prisen på en gummiged i tilsvarende størrelse af et kendt mærke er mindst tre gange så høj.