Beslutningen er kulminationen på et forløb over de seneste måneder, hvor Gregers Kristensen i stigende grad har været utilfreds med informationsniveauet fra landboforeningens formandskab.

Gregers Kristensen giver udtryk for, at han på afgørende punkter har haft en anden opfattelse end landboforeningens formandskab, og at han har været lodret uenig i nogle af Bjarne Larsens dispositioner - blandt andet formandens beslutning om at opstille til kommunalvalget i Billund for partiet Venstre. Gregers Kristensen kalder det et tillidsbrud, at Bjarne Larsen ikke på forhånd informerede bestyrelsen, og han er i øvrigt af den opfattelse, at det er uforenligt at være landboforeningsformand og samtidig have kommunalpolitiske ambitioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gregers Kristensen er også skuffet over, at Bjarne Larsen umiddelbart efter valget til Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse valgte at bede om orlov nogle måneder med henvisning til et midlertidigt stort arbejdspres.

- Jeg har fremført min kritik i bestyrelsen og været helt ultimativ omkring, at enten skulle formanden gå, eller også ville jeg forlade bestyrelsen. Da formanden fik opbakning i bestyrelsen, tager jeg nu konsekvensen, forklarer Gregers Kristensen.

Gregers Kristensen mener desuden, at Bjarne Larsen, efter en ejermæssig omstrukturering på bedriften, ikke længere i tilstrækkelig grad har "hånden på kogepladen". Gregers Kristensen anerkender, at der ikke er nogen konflikt i forhold til vedtægter og anden formalia, men han ønskede alligevel, at Bjarne Larsen trak sig fra formandsposten.

- Det er dybt beklageligt, at fronterne er trukket så hårdt op, siger Bjarne Larsen efter konfrontationen med Gregers Kristensen.

- Jeg opfylder kravene for at være valgbar, og så synes jeg resten er en privat sag. Som formand har jeg lært meget af forløbet, og det er klart, at jeg fremover vil lægge mig i selen for at holde min bestyrelse bedre orienteret, siger Bjarne Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gregers Kristensens valgperiode udløber ved generalforsamlingen i marts, men han nedlægger allerede nu sit hverv. Der vil ikke blive indkaldt nogen suppleant i den korte, mellemliggende periode.