Bekæmp ukrudtet med skum
Med WeedingTech kan selv økologer sprøjte med skum – livsfarligt skum for ukrudt. Sikkert for miljøet.
Maskinbladet, England
Engelske WeedingTech har præsenteret et helt nyt koncept i ukrudtsbekæmpelse. Systemet hedder WeedingTech AW-80 Foamstream.
Ligesom navnet ?Foamstream? antyder - altså skum-damp - så fungerer systemet ved, at varmt skum og damp sprøjtes ud på ukrudtet.
Dampen sørger for, at varmen effektivt trænger ind i planten og varmer planteceller op til det punkt, hvor de ødelægges, og planten dør. Skummet virker som et termisk tæppe over planten, og bevirker, at varmen forbliver i planten og ikke stiger ud i atomsfæren.
Der er tale om 98 grader varmt skum-damp, som sprøjtes ud på ukrudtet.
- Systemet med varmt skum sprøjtet udover ukrudtsplanter er ganske harmløst for undergrunden, og derfor er systemet blevet godkendt til økologisk brug i England, fortæller John Kristian Rud, salgsansvarlig for de skandinaviske lande for Weedingtech.
Processen foregår forholdsvis hurtigt, idet den påbegyndes med det samme, varmen trænger ind i planten. Efter 15 minutter kan de første visne ukrudtsplanter observeres.
Bæredygtigt produkt
Foamstream er tiltænkt planteproduktion i rækker, og derfor henvender systemet sig i første omgang til grøntsags-produktion.
- Skummet er fremstillet af restprodukter fra majs, hvede, byg og rapsolie og er derfor utroligt bæredygtigt, da produkterne alle er nogle, landmændene selv fremstiller, påpeger John Kristian Rud.
Forskningscenteret National Institute of Agriculture and Botany (NIAB) fra Cambridge, England, roser systemet efter test, og udtaler at Foamstream er et større fremskidt for landbrugs-videnskaben.
Simon Kerr, der er National Trials Manager på NIAB, bemærker blandt andet, at i og med skummet er produceret af produkter, landmændene selv dyrker, slår landmændene endnu et slag for et grønt miljø.
WeedingTech vandt prisen som bedste nye eller innovative produkt på det engelske Lamms-show i sidste uge, hvor det blev lanceret.
Inden bladstadie seks
Systemet spændes efter en traktor, og traktorens PTO trækker en generator, som sørger for at levere strøm til tre såkaldte heaters, der varmer skummet op. Fra en touch-terminal i traktorens kabine kan AW-80 Foamstream overvåges, og chaufføren kan ændre mængden af skum, hvis han eller hun ønsker det.
- Som tommelfingerregel skal der tilsættes en procent skum og 99 procent vand til en dosering. Ukrudtsplanterne skal være ved bladstadie seks eller under. Hvis ukrudtsplanten er længere fremme, er rodnettet oftest for stærkt, og ukrudtet vil spire frem igen, forklarer John Kristian Rud.
Som standard bliver det varme skum damp sprøjtet ud gennem tre dyser i hver række, og de tre dyser kan justeres i både højde, vinkel samt sidevejs. Dyserne er desuden udstyret med en fjeder, så de slår tilbage hvis de rammer en sten.
Fremkørselshastigheden er tre kilometer i timen, og med en dosering på op til 10 liter pr. minut giver det maskinen en kapacitet på 0,6 hektar i timen ved to meters arbejdsbredde.
- Indtil videre er Weedingtech lavet i en to meters udgave, men vi forventer større arbejdsbredder, efterhånden som det udvikles, fortæller John Kristian Rud.
- En sidegevinst ved systemet er, at skadedyr som snegle også dør ved skumtæppet. Desuden vil små ukrudtsfrø, som ligger på jorden, der endnu ikke er spiret, også blive nedbrudt, fortæller John Kristian Rud.
Lanser til manuelt brug
Ifølge John Kristian Rud kan systemet også bruges i bylivet.
- Systemet har ikke kun fordele for landmænd. Jeg tror, mange entreprenører vil finde systemet interessant til eksempelvis ukrudtsbekæmpelse i byzoner. Med mulighed for montering af op til fire manuelle lanser vil mange sikkert kunne udnytte denne mulighed.
- På nuværende tidspunkt ved vi ikke præcist, hvad skummet kommer til at koste i Danmark. Men i England koster en liter skum fire pund. Det svarer til cirka 36 danske kroner, men det er dog for tidligt at sætte et endelig beløb på, fortæller John Kristian Rud, som forventer, at systemet er klar til salg fra marts 2012.









Det lyder som en rigtig god ide, da jeg startede som økolog i år 1992 og var til fler møder omk, det nye (for mig landbrugs drift) var alm. plante avler fra år i 14 år for inden, og jeg var en af dem der sagde på di møder, at vi ud i fremtiden også som økolog måske komme til at køre med en mark sprøjte, da kukkede alle på mig, og kunne ikke helt forstå mine tanker, (skal sige at har arbejdet på en Canadisk plante avl Farm og det fik jeg di indput) (det brugte vi biologiske sprøjte værn midler) og nu her tekniken og midlerne her til at Økologer også nu kan sprøjte, jeg har her i DK. avlet øko. gulerødder og da brugtig bi en gasbrænder, til ukrudt bekempelse, har være kendt i mange år, så hurra