Det langsigtede avlsarbejde reducere smågrisedødeligheden, både i konventionel og økologisk svineproduktion, men en netop offentliggjort undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at der er behov for en særlig indsats i den økologiske svineproduktion. Dødeligheden er nemlig højere i økologisk produktion end i konventionel produktion, og undersøgelsen giver flere forklaringer på dette:

”I konventionelle besætninger har dyrepasseren nogle managementmuligheder, som er vanskelige at praktisere i økologiske besætninger. Eksempelvis er der i konventionelle besætninger mulighed for at flytte smågrise fra store kuld til en ammeso, som har fravænnet sine egne grise. I økologisk produktion er diegivningsperioden to til tre uger længere end i konventionel produktion, hvilket giver en økologisk ammeso en meget lang laktationsperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herudover er der en række praktiske forhold, som har indflydelse på pattegrisedødeligheden. I økologisk produktion farer soen i hytter på friland, hvilket gør det vanskeligt at overvåge faringen og den tidlige diegivningsperiode og dermed gribe ind, hvis der er grise, som har behov for hjælp. Endelig er de økologiske pattegrise stærkt udsatte for naturens farer i form af ræve og rovfugle”. Står der i sammendraget fra universitets-undersøgelsen.

Undersøgelsen viser en dødelighed i konventionelle besætninger på 25 procent og 33 procent i økologisk besætninger.

”Selv om forskerne understreger, at der er tale om et lille datamateriale, er der dog et tydeligt behov for at undersøge mulighederne for at nedbringe pattegrisedødeligheden i de økologiske besætninger,” konkluderes det i undersøgelsen.