Efter et par år med meget lave priser, oplever store dele af landbruget nu højkonjunktur. Landbrugets sam-lede driftsresultat efter ejerløn mv. ventes at stige til 3,6 milliarder kroner efter et underskud på 3,2 milliarder kroner i 2016.

Det forudser en ny prognose fra Seges. Ifølge prognosen har de største driftsgrene, svine- og mælkeproduktion, lagt lavkonjunkturen bag sig og ventes i hele 2017 at opleve priser og indtjening, der ligger over niveauet i et normalår. I 2018 ventes konjunkturerne at bøje lidt af igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Især svineproducenterne har udsigt til en særdeles fornuftig indtjening i 2017, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges. Han forklarer primært konjunkturvendingen med stærk efterspørgsel fra Kina og andre asiatiske lande samt en global begrænsning af landbrugsproduktionen i 2015 og 2016, hvor priserne generelt set var meget lave.

Svineproducenterne går fra et gennemsnitligt driftsresultat efter ejerløn mv. på minus en halv million kroner i 2015 til et forventet overskud på næsten 1,4 million kroner i 2017. Mælkeproducenterne oplevede et underskud på cirka en halv millioner kroner i både 2015 og 2016, men ventes at få et overskud på en kvart million kroner i 2017. Der er dog meget stor spredning i indkomsterne, så det gennemsnitlige resultat dækker både over bedrifter med underskud og bedrifter med overskud.

- Vi har været igennem en periode med meget voldsomme konjunkturudsving i landbruget. Blot i løbet af de seneste to år svinger landbrugets samlede indtjening med næsten 7 milliarder kroner. De store udsving er blevet et vilkår for alle i erhvervet, og både landmanden og dennes samarbejdspartnere skal have is i maven og ikke lade sig rive med af de store op- og nedture de enkelte år. I stedet bør der anlægges en mere langsigtet betragtning over et helt konjunkturforløb, når der tages stilling til strategi, investeringer, gældspleje og andre økonomiske forhold på bedriften, siger Klaus Kaiser.

Glæde over priser

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild glæder sig over, at landbruget nu har udsigt til et par år med fornuftige priser og en god indtjening i kød- og mælkeproduktionen, så mange vil kunne afdrage på gæld eller foretage helt nødvendige investeringer, som har været udskudt i kriseårene.

- Samtidig med den globale vending i konjunkturerne bidrager landmændene også selv med store forbedringer af effektiviteten og produktiviteten, og det har nedbragt fremstillingsprisen væsentligt. Derudover bliver vigtige elementer fra fødevare- og landbrugspakken implementeret i 2017. Samlet set går det i retning af større robusthed i landbrugets økonomi, siger Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For at landbruget kan bringes helt på fode igen efter de mange kriseår, kræver det dog en fortsat stor indsats - både fra landmændene og fra den øvrige fødevarekæde for at skabe mere værdi i kæden. Det er også vigtigt, at regeringen fortsætter bestræbelserne på at skaffe lige konkurrencevilkår, for der er fortsat mange bedrifter med en anstrengt økonomi, siger Martin Merrild.