Bayer CropScience er en global virksomhed, der har specialiseret sig i plantebeskyttelse og skadedyrsbekæmpelse. Virksomheden er en del af den verdensomspændende koncern Bayer, der ifølge den seneste opgørelse fra 2013 har 113.200 ansatte på verdensplan og en omsætning på 40,2 milliarder euro.

I den sidegren, som Bayer CropScience varetager, var antallet af medarbejdere ved udgangen af 2013 opgjort til 22.400 ansatte og omsætningen lød på 8,8 milliarder euro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tallene alene giver et billede af, hvilken enormt omfattende koncern Bayer er. Derfor står kontrasterne også tydeligt frem, når fokus rettes mod Langesømessen: En messe for juletræsbranchen afviklet over én dag ved et gods lidt uden for Odense.

Stillet op på den måde kan det lyde helt groteskt, at Bayer har interesse i Langesø, endda at være aktiv udstiller på messen, men det er ikke desto mindre et faktum. Faktisk har Bayer i form af Bayer CropScience været fast udstiller i cirka ti år.

Efterspurgt

- Jeg har været med siden 2003 eller 2004. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske det helt præcist. Men Langesømessen er en af de bedste udstillinger, vi har. Vi får virkelig mange input fra branchen og respons på vores produkter, som vi kan bruge til at få noget nyt ud af, siger Carl-Peter Elgaard, business manager hos Bayer CropScience ES Professional.

Det er primært midler til ukrudtsbekæmpelse, som Bayer er mest kendt for til den grønne branche. Midler som Quartz og Logo er i den forbindelse sandsynligvis gamle kendinge for juletræsproducenter.

- De virker, og de er fortsat efterspurgte. De kom begge på markedet som erstatning for skrappere midler, som holdt ukrudtet væk hele sæsonen. Quartz sprøjtes ud først på sæsonen, og Logo sprøjtes ud før 1. maj. Sammen hjælper de med at holde ukrudtet væk frem til 1. august, forklarer Carl-Peter Elgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Særligt produkt

Til dette års Langesømesse kommer Bayer med et nyt produkt i form af Ronstar.

- Ronstar er særligt udviklet til juletræer, hvor det afløser specielt Quartz. Både Quartz og Logo er landbrugsmidler, som er videreudviklet til juletræsproduktion. Nu kommer der et nyt særligt produkt, fortæller Carl-Peter Elgaard.

Desværre for Bayer fik Ronstar først sin godkendelse, efter sprøjtesæsonen var indledt. Derfor kommer det først i anvendelse i de danske juletræskulturer i 2015. Er man interesseret i det nye produkt, er Carl-Peter Elgaard og hans kolleger selv til stede på Langesømessen, hvor de gerne fortæller nærmere om Ronstar - og naturligvis også øvrige produkter.

Regelret

De kan blandt andet også fortælle om nyheden Proxy, der er et topskudsregulerende middel.

- Det er et produkt specielt udviklet til juletræer, og det er ude på første sæson. I dag kræver det mere dokumentation for produkter i det enkelte segment, og "minor use" fungerer ikke. Hos Bayer satser vi på regelrette produkter til segmentet. Det fjerner enhver tvivl for alle, siger Carl-Peter Elgaard.