Finanstilsynet beder nu de danske banker om at benytte samme fremgangsmåde, når de nedskriver på landbrugsbedrifter, og det skal ske med et fradrag på 25 procent i de bogførte værdier for maskiner, besætning og beholdninger.

Ifølge Finanstilsynet bruger de fleste danske banker netop den sats, når der skal nedskrives, og nu bedes de resterende banker altså om at følge trop. Der er ifølge Finanstilsynet tale om en mindre andel af bankerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De fleste banker følger allerede den fremgangsmåde, men ved inspektioner har vi konstateret, at nogle ikke gjorde det sådan, og det er derfor, det nu er kommet med i vores orienteringsbrev til bankerne. Der er nogle banker, som har været mere uforsigtige og er kommet frem til nogle højere værdiansættelser, end vi fandt rimeligt. På den måde er bankens nedskrivning blevet mindre, og dermed ser bankens kapitalforhold også bedre ud, siger underdirektør i Bankkontor 1 i Finanstilsynet, Lars Stage, som understreger, at formålet med orienteringsbrevet er at gøre bankernes regnskaber sammenlignelige.

Nedskrivning ikke generel

Han understreger, at der ikke er tale om en generel nedskrivning af danske landbrug, men om at indføre fælles regler til brug i de tilfælde, hvor der skal ske nedskrivning af et landbrug.

- Der er regler for, i hvilke situationer man skal foretage nedskrivningsberegninger af landbrugsengagementer, og det er i de tilfælde, man nu skal gøre det på denne måde eller på en tilsvarende måde, siger Lars Stage.

Fradraget på 25 procent fremkommer ved, at selve reduktionen sættes til 20 procent, mens salgsomkostninger sættes til fem procent.

Læs hele Finanstilsynets orienteringsbrev til bankerne her. Afsnittet om landbrug står på side 4-6.