Det er næsten ti år siden at Claas introducerede Quadrant 3400, men da halm i bigballer ofte anvendes industrielt eller i varmeværker, er der en række tekniske anlæg, som skal ombygges, før en ny ballestørrelse kan implementeres. Vognmænd og eksportører af halm er til gengæld glade for ballestørrelsen, som giver mulighed for at transportere flere ton halm på en lastbil. Andre producenter af ballepressere er også kommet på banen med pressere som producerer flade bigballer. Om det gængse ballemål bliver 100 centimeter i højden, som med Quadrant 3400, eller 90 centimeter, som lillebror Quadrant 3300 producerer, kan kun fremtiden vise.

Flere varianter

Den brugte Claas Qadrant 3400 RF er set hos A.P. Jørgensen i Ribe. Presseren er fra 2009 og har presset 13.198 baller. Den er monteret med en Parkland ballevogn fra 2011, som har plads til tre baller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når en Claas Qadrant har tilføjet RF i modelbetegnelsen, betyder det, at presseren er med Roto Feed indføring. Var tilføjelsen i stedet RC, er presseren med Roto Cut, som er en integreret snitter med 25 knive.

Roto Feed er en stjerneformet valse med en diameter på 860 millimeter, der er monteret imellem pickuppen og oppakkeren. Rotoren forhindrer, at materialet står stille lige efter pickuppen, og samtidig sørger den for, at materialet kommer jævnt ind til oppakkeren.

Oppakkerens funktion er at forkomprimere materialet, og sørge for, at ballekanalen fyldes helt til toppen, når materialet skubbes ind i ballekanalen. Oppakkeren er hydraulisk styret, og den fører først materialet op i pressekanalen, når den indstillede forkomprimering er opnået. Det betyder, at presningsgraden ikke er afhængig af størrelsen på skåret, og at ballerne altid bliver velformede.

Graden af forkomprimering indstilles fra terminalen i førerkabinen, og i store skår kan forkomprimeringen helt undlades, så hvert stempelslag anvendes til at komprimere materialet.

Velafprøvet knytter

I 1921 fik Claas patenteret en knytter, som kunne binde snoren om halmballer. Claas Quadrant 3400 er monteret med seks bindeapparater, og i princippet fungerer de som modellen fra 1921. Modsat de fleste andre bigballepressere, som binder en knude i hver ende af ballen, binde Claas kun en knude i den ene ende af ballen. Bindingen sker med en sløjfe, og der efterlades ikke garnrester, som kan forstyrre bindingen af de efterfølgende baller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Området omkring bindeapparaterne holdes rene af luftdyser, som får masser af luft fra blæsere, som leverer luft med 140 kilometer i timen. Garnkassen rummer 24 nøgler garn.

Lukkede gear

Claas Quadrant 3400 RC er opbygget med lukkede gear, og føreren har derfor kun en enkelt kæde ved pickuppen at vedligeholde. Presseren har en sikkerhedskobling ved svinghjulet, og rotoren trækkes gennem en transmission, som er elektronisk overåget. Belastningen på transmissionen vises på terminalen i kabinen, så føreren har mulighed for at justere fremkørselshastigheden i forhold til belastningen.

Kontroller bindeapparatet og garnføring

For at kunne lave en ren opsamling er det vigtigt at pickup og tastehjulene ved pickuppen er i orden.

- Kontroller fjedre og pickupbånd for skader, og udskift bøjede og slidte dele. Kontroller ligeledes lejerne i kurvestyret. Har lejerne sat sig fast i løbet af vinteren, kan de ødelægge kurvebanen. Undersøg også den stjerneformede rotor for skader. Er der bøjede stjerner, skal de enten rettes op eller skiftes. Udskiftningen sker ved at skære de enkelte stjerner op. Herefter kan de let kan trækkes ud i mindre dele og erstattes med nye, siger Erik Nielsen, montør hos A. P. Jørgensen i Ribe.

Eget hydraulikanlæg

Claas Quadrant 3400 RF er med eget hydraulikanlæg, der blandt andet anvendes til at indstille og kontrollere presningsgraden. Presningsgraden overvåges elektronisk, og i systemet er der indbygget en sikkerhedssystem, som sikrer presseren mod overbelastning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sikkerhedssystemet består af en sensor, der registrerer udbøjningen på konsollen, som stemplet er monteret på. Får sæsonen indledes, skal man altid sikre sig, at sensoren fungerer. Har den sat sig fast kan det medføre overbelastning af presseren, siger montøren.

Garnføringen skal være i orden

For at bindeapparaterne kan fungere og binde balle efter balle uden at fejle, er det vigtigt, at garnføringen op til bindeapparaterne er i orden, og at garnet har den rigtige forspænding.

- På vej til bindeapparaterne løber garnet gennem en garnbremse samt en masse øjer og ruller i nålene. For at opnå en perfekt binding, er det afgørende, at garnet løber frit og ikke bremses af slidte del, siger Erik Nielsen, og tilføjer:

- Under presseren løber garnet gennem seks fjedre, og når presseren arbejder, er det vigtigt at garnbremsen er indstillet, så de seks fjedre står på linje.

Bindeapparaterne kan let afmonteres

Bindeapparaterne på Claas Quadrant 3400 RF er monteret i moduler, som let kan afmonteres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved kun at løsne nogle få bolte, kan bindeapparaterne tages ud. Det gør det let at servicere og kontrollere målene på bindeapparaterne. Den hurtige afmontering gør det ligeledes let, at montere et ombytningsmodul, hvis et af bindeapparaterne fejler. Derved kan man hurtigt finde ud af, om det er bindeapparatet, nåleføringen eller noget helt tredje som driller.

Rens koblingen

Skal kapaciteten på Claas Quadrant 3400 RF udnyttes optimalt, kræver det en stor traktor foran presseren. For at beskytte presseren, er der indbygget en sikkerhedskobling før svinghjulet.

- Koblingen er en lamelkobling, som skrider, hvis der opstår en blokering i presseren. Efter en lang vinter kan koblingen være groet sammen, og derfor skal den have lidt motion, før sæsonen indledes. Det sker ved at løsne koblingen og starte kraftudtaget, og lade den køre indtil rust og skidt er slidt af koblingspladerne. Kontroller at alle plader har løsnet sig før koblingen igen spændes sammen, siger Allan Klinge, værkfører hos A.P. Jørgensen.