Claas Lexion 760 mejetærskeren tygger sig langsomt, men sikkert igennem bakkesvingelen hos Krarupgaard Dølbygaard Landbrug nær Skive i det nordvest jyske. Datoen siger den 19. juni 2018, og det er bestemt en del dage før end forventet, at den grønne mejetærsker er blevet fundet frem fra vinterhiet.

- Tørken har betydet, at frøet allerede er ved at være høstmodent, men tørken har også betydet, at væktsreguleringen har været for voldsomt, og derfor står græsset stadig op. Men frygten for at frøene falder af, høster vi den allerede nu, fortæller Jeppe Klug Madsen fra førersædet på Lexion-mejetærskeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er markmand hos hos Krarupgaard Dølbygaard Landbrug, som ejes af Niels Jørgen Jacobsen, og han er til trods for tøken godt tilfreds med høsten indtil videre:

- Det er alt for tidligt at sige noget om udbyttet, men jeg synes det ser ud til at være moderat, og til trods for tørken, så skal vi nok være godt tilfredse, fortæller han.

Generelt en tidlig høst

Hos Krarupgaard Dølbygaard Landbrug dyrkes der 500 hektar planteavl, hvor det hovedsageligt er fremavl i hvede og vårbyg, som er den primære afgrøde. Men der er også rajgræs, raps og bakkesvingel i markplanen.

- Vi har i år valgt bakkesvingel som et alternativ til rug på vores lette jorder. Det er mange år siden vi sidst havde bakkesvingel i markplanen, da jeg synes det gik for meget udover sommerferie og lignende - men det bliver da bestemt ikke et problem i år med sommerferien og høsten af bakkesvingel, påpeger Niels Jørgen Jacobsen.

Han fortæller, at høsten generelt bliver tidligt i år også på egnen nær Skive, hvor Krarupgaard Dølbygaard Landbrug har sine jorde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror vi høster frøgræs omkring den 20. juli, og jeg tror også, at vi kommer i gang 14 dage til tre uger før i både hvede og byg.